Usympatisk træner bortforklarer: Lille dreng er bødlen

Diego Simeone er kommet i modvind i spansk presse efter usportslig opførsel i weekendens kamp mod Malaga. Nu prøver han at forklare sin handling ved at skyde skylden på en bolddreng

Diego Simeone bliver af mange eksperter udnævnt som en af klodens allerbedste træner efter sin store bedrift i Atlético Madrid.

Argentineren har siden sin ansættelse i 2011 løftet traditionsklubbens niveau betragteligt, og i dag er det en af de bedste klubber i Europa. En imponerende bedrift af Simeone, der har en kæmpe stjerne i Altético.

Udover succesen er den tidligere midtbane-terrier også kendt for sin temperamentsfulde - og til tider kontroversielle - stil på sidelinjen. Og den fik man et godt bevis på i weekenden, da Atlético mødte Malaga på Vicente Calderon.

Hjemmeholdet var nødsaget til at sikre sig alle tre point for at holde trit med FC Barcelona i toppen af La Liga. Det gik dog ikke efter planen i første halvleg, hvor Atlético ikke kunne bryde Malagas forsvarsmur. Og i slutningen af halvlegen fik udeholdet pludselig muligheden for at straffe de bolsje-farvede favoritter i en kontra.

Den mulighed blev dog forpurret på den mest usympatiske måde, da en ekstra bold blev kastet ind på banen fra Atléticos bænk.

TV: Se episoden i videoen øverst i artiklen

Tv-billederne kunne i første omgang ikke bevise, hvem der havde begået den usportslige handling. Diego Simeone endte dog med at blive bortvist, da han ikke kunne give kampens dommer, Antonio Mateu Lahoz, en fyldestgørende forklaring på, hvem synderen var.

Sidenhen har detaljerede tv-billeder vist, at en bolddreng kastede den ekstra kugle på banen for at forpurre Malagas kontra - men drengen fik klare og tydelige dessiner fra Simeone.

 

Efter kampen var Atletico-træneren dog ikke meget for at påtage sig skylden.

- Tv-billederne forklarer situationen meget godt. Det var en bolddreng, der sad tæt på bænken, der kastede bolden ud på banen. Men det er ikke noget alvorligt, sagde Simeone, der også havde plads til at rose dommeren i kampen.

- Dommeren traf den rigtige beslutning. Det er klart. Mere er der ikke at sige til den sag.

Simeone risikerer tre dages karantæne for sin usympatiske handling.

30 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere