Der er efterhånden røget nogle stykker.
Det Monaco-mandskab, der sensationelt nåede Champions League-semifinalen i foråret 2017, er siden blevet decimeret godt og grundigt, og nu tager endnu en spiller turen væk fra fyrstendømmet.
Thomas Lemar, den ombejlede franske offensivspiller, fortsætter ganske vist i rødt og hvidt efter sommerpausen, men det bliver i Atlético Madrids stribede bluser.
Det synes så godt som sikkert nu, selvom han endnu mangler et lægetjek, de sidste små detaljer i kontrakten og en egentlig underskrift.
Således skriver den spanske storklub det også på sin hjemmeside
Spanierne er selvsagt pjattede med tanken om at få afsluttet handlen på tærsklen til VM, hvor Lemar muligvis kunne gå hen og stige i pris. Talentet er indiskutabelt. Hans største udfordring i Rusland bliver de voldsomt mange stjerner i truppen, der også gerne vil vise sig frem.
Derfor sker handlen nu. Så kan Atlético sandsynligvis få ham liiidt billigere.
Der skal dog fortsat graves dybt i portemonnæen i den spanske hovedstad. Af gode grunde kendes prisen ikke endnu. Men han går ikke for mindre end 60 millioner euro - svarende til 447 millioner kroner.
Sandsynligvis sniger prisen sig over en halv milliard, hvis man skal tro normalt velunderrettede Marca. Og dermed overgår 22-årige Lemar klart Diego Costa, der blev Atléticos dyreste spiller i efteråret.
Ekspert afslører sit VM-managerhold: Du sætter dit helt forkert
Thomas Lemar fik sit store gennembrud i 2016-17-sæsonen, hvor han var med til at vinde det franske mesterskab og nå Champions League-semifinalen med monegaskerne.
I Rusland er Lemar en del af den franske VM-trup - sammen med Atlético-profilerne Antoine Griezmann og Lucas Hernández. Førstnævnte afviklede pressemøde tirsdag, hvor det var ventet, at han ville komme med nyt om sin fremtid. Hans kontrakt med Atlético udløber i slutningen af måneden.
Men det skete ikke. Griezmann afværgede overraskende grinende spørgsmål om fremtiden.
- I dag er ikke dagen, hvor det er passende at tale om min fremtid. Ja, jeg har allerede truffet min beslutning. Men jeg vil ikke tale om det i dag, sagde han særdeles kryptisk - uden at svare på hvorfor.
Fra det succesrige Monaco-mandskab er der siden mesterskabsdagene sagt farvel til Bernardo Silva og Benjamin Mendy (Manchester City), Tiemoué Bakayoko (Chelsea), Kylian Mbappé (Paris Saint-Germain), Valère Germain (Marseille), Nabil Dirar (Fenerbahce) og senest Fabinho (Liverpool).
Varm transfersommer i vente: Sådan handler Brøndby