Forleden scorede Pione Sisto mod Barcelona, og søndag var det holdkammeraten Daniel Wass, der gjorde ondt på en af de store i hjemmekampen mod Real Madrid.
Efter en indledende svipser med højrebenet kom den blonde dansker særdeles smukt efter det, da han i det 33. minut udnyttede rummet bag fremstormende Marcelo til at stikke af i højre side.
På kanten af offside tog han et par træk ned mod feltet og lidt udenfor sparkede han dybt i bolden og løftede den henover en sagesløs Keylor Navas i Real-buret til en overraskende føring til Celta Vigo.
SE WASS' KONGEMÅL OG ASSIST I TV-KLIPPET OVER ARTIKLEN
Desværre fik værterne ikke lov til at nyde føringen ret længe, for straks efter tog en tilbagevendt waliser fat.
Syv minutter senere havde Gareth Bale således nettet to gange. Først løb han dybt og udplacerede Ruben Blanco, og to minutter senere mødte han følt Iscos fremragende indlæg og styrede bolden i mål.
Underhundene fortsatte dog med at bide fra sig, og tyve minutter før tid, fik Aspas en kæmpe mulighed for igen at bringe Celta på tavlen.
Den hurtige angriber rundede Navas og trak et lidt tyndt straffespark. Navas fik gult men også oprejsning, da han minuttet efter reddede forsøget fra samme spiller.
I stedet måtte Daniel Wass, der af en eller anden grund har så svært ved at bide sig fast på det danske landshold, igen træde i afgørende aktion.
I det 82. minut sendte han fra højre et følt indlæg ind i panden på Gomez, der fra nært hold let kunne heade udligningen i kassen.
Kort efter blev han klappet fra banen, mens Emre Mor i det 73. minut havde afløst Sisto.
Det overraskende pointtab hægter yderligere Real Madrid af i topstriden, mens Celta Vigo fortsat frister en tilværelse midt i tabellen.
Forlod Superligaen i rekord-køb: Nu lurer 3. skifte på halvandet år