Wass og Valencia i Champions League

Med en sejr over Valladolid i sidste runde slutter Valencia med en velspillende Daniel Wass på fjerdepladsen

Daniel Wass og holdkammeraterne skal spille Champions League efter sommerferien. Foto: Ritzau Scanpix
Daniel Wass og holdkammeraterne skal spille Champions League efter sommerferien. Foto: Ritzau Scanpix

Daniel Wass og Valencia skal endnu en gang prøve kræfter med Champions League.

Lørdag sikrede klubben sig i 38. og sidste spillerunde af den spanske liga fjerdepladsen, der giver adgang til gruppespillet i Europas største klubturnering i næste sæson.

Med en sejr på 2-0 ude over Valladolid lykkedes det Valencia at holde både Getafe og Sevilla bag sig i tabellen.

På gæsternes højrekant gjorde Daniel Wass det fremragende med flere skarpe indlæg, der allerede kunne have givet en føring efter 20 minutter, da danskeren fandt Santi Mina ved forreste stolpe. En fodparade hindrede dog Valencia i at komme foran.

Åbningsmålet lod vente på sig i yderligere et kvarter, og det kom, efter at Valladolid havde sløset bolden væk i de bageste rækker.

Med godt overblik sendte Santi Mina bolden hen til Carlos Soler, der gjorde det til 1-0.

Efter pausen øgede angriberen Rodrigo Moreno til 2-0, inden værterne fik etableret et hårdt pres i den sidste halve time.

Valencia slutter dermed på 61 point - to point foran Getafe, der spillede 2-2 mod Villarreal, og to point foran Sevilla, som slog Athletic Bilbao med 2-0. Her fik Simon Kjær for en gangs skyld fuld spilletid for Sevilla.

Top-4 i den spanske række er dermed identisk med sidste sæson - og endda i samme rækkefølge.

Valencia følger dermed med nummer 1, 2 og 3 - FC Barcelona, Atlético Madrid og Real Madrid - ind i næste sæsons Champions League. De fire klubber var også med i turneringen i denne sæson.

Valencia måtte dog forlade Champions League efter gruppespillet, men blev overført til Europa League, hvor holdet nåede semifinalen, før Arsenal sendte det spanske hold ud.

Se også: Afviste gigantbud på Sisto

Se også: Sisto på 'ekstrem diæt': Nu advarer ekspert

Se også: Her er superstjernens frække fitness-flirt

1 kommentar
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere