Zidane satte sønnike på - tæt på katastrofe

Real Madrid med Luca Zidane på mål balancerede på randen af ydmygelse hjemme mod Huesca, inden Karim Benzema sikrede sejren

Luca Zidane lukkede to mål ind mod Huesca, men Real Madrid hev sejren hjem i sidste minut. Foto: Javier Soriano/AFP/Ritzau Scanpix
Luca Zidane lukkede to mål ind mod Huesca, men Real Madrid hev sejren hjem i sidste minut. Foto: Javier Soriano/AFP/Ritzau Scanpix

Bundproppen Huesca så længe ud til at være for stor en mundfuld for Real Madrid søndag i Primera Division, men så slog Karim Benzema til.

Ved stillingen 2-2 i det 89. minut drejede den franske angriber bolden i mål, og dermed slap Real for ydmygelsen og vandt kampen 3-2.

Real Madrid sparede en række profiler og gav chancen til flere yngre folk, og det meste i Real handler i øjeblikket da også om sommerens transfervindue og truppen til næste sæson.

Alligevel ville 2-2 hjemme mod Huesca næppe være noget, der havde givet mange klap på skuldrene i og omkring storklubben.

Sejren betød, at Real på tredjepladsen nåede op på 57 point, og holdet er dermed 12 point efter FC Barcelona på førstepladsen.

Allerede fra første fløjt gav Huesca ellers indtryk af, at man havde tænkt sig at få noget med fra Bernabeu, og efter tre minutter kom gæsterne foran 1-0.

Cucho Hernández stod for chokscoringen, efter at Ezequiel Avila tilbageerobrede bolden i højre side.

Han sendte bolden ind i feltet, hvor Cucho Hernández stod umarkeret, og colombianeren bragede bolden flot i mål til 1-0.

Inde i målet stod trænerens søn, men der var ikke meget, som Luca Zidane kunne stille op ved scoringen.

Real Madrid måtte tålmodigt vente på udligningen, som kom efter 25 minutter. Efter et hårdt Real-pres, dukkede bolden til sidst op foran Isco, der bare skulle sætte foden på, og så stod der 1-1.

Stillingen holdt til pausen efter en første halvleg, hvor Benzema ikke havde det store held med sine afslutninger, mens Huesca optrådte som et hold, der troede på det.

Til gengæld havde Benzema mere held med sig efter en times spil, da han med en fremragende hovedstødsaflevering lagde op til Reals 2-1-scoring.

Benzema behandlede et indlæg fra højre side optimalt, da han serverede bolden tæt på målstregen, så Daniel Ceballos kunne score.

Igen var der dog plads i Real-feltet med et kvarter igen i forbindelse med et hjørnespark.

Bolden blev sendt ind i feltet, og her stod Xabier Etxeita klar, og han sørgede for 2-2, inden Benzema afgjorde kampen med sit sene mål.

Tidligere søndag tabte Sevilla uden Simon Kjær med 0-1 på hjemmebane til Valencia, der havde Daniel Wass med i hele opgøret.

21 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere