Spiller videre trods corona: - Det er den rette løsning

Australsk fodboldforbund indfører dørlukning resten af sæsonen i de bedste fodboldrækker for mænd og kvinder

Foto: Mark Brake/Getty Images
Foto: Mark Brake/Getty Images

Fodbold i Australien vil fortsætte på trods af frygt for spredningen af coronavirus.

Dog vil resten af sæsonen i A-League, den bedste fodboldrække for mænd, og næste weekends finale i W-League, den bedste fodboldrække for kvinder, blive afholdt uden tilskuere.

Det oplyser det australske fodboldforbund (FFA) mandag lokal tid, skriver avisen The Guardian.

- Det er en hidtil ukendt og ekstrem kompleks situation for både sportens verden og samfundet i sin helhed, siger administrerende direktør James Johnson til The Guardian.

Det er desuden sandsynligt at resten af sæsonen i A-League vil blive komprimeret til tre eller fire uger med kortere mellemrum mellem kampene.

Der er endnu ikke truffet en beslutning om finalen i den bedste fodboldrække for mænd.

- Vi har 30 kampe tilbage og seks kamprunder. Det er vores hensigt at komprimere resten af denne sæson.

- Vi har talt med klubberne, og vi taler nu med spillestederne om muligheden for at gennemføre runderne på tre eller fire uger, siger FFA's ligachef Greg O'Rourke.

- Vi vil også gennemføre alle vores kampe bag lukkede døre. Vi mener på dette tidspunkt, at det er den rette løsning fremfor at suspendere kampene, tilføjer han til The Guardian.

Søndag vedtog den australske regering, at internationale rejsende skal gå i selvisolation i 14 dage, når de ankommer til landet.

I den australske liga spiller den newzealandske klub Wellington Phoenix. På grund af isolationskravet udgår klubben fra de øvrige kampe.

De to resterende kampe med Wellington Phoenix vil blive spillet, når kravet bliver ophævet, oplyser FFA.

Ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University er der henholdsvis 297 smittede personer i Australien og otte smittede i New Zealand.

Se også: Stopper turneringer efter protester

Se også: Superliga-profil i karantæne: Kæreste bekræfter coronasmitte

Nicklas Backman fik rødt kort, og dommeren fastholdt - helt uforståeligt - sin kendelse efter kampen. Foto: Henning Bagger/ Ritzau Scanpix Sport og Spil Grotesk fejldom: Systemet har spillet fallit!

4 kommentarer
Vis kommentarer