Stjerne slår rekord i Real-triumf

Sergio Ramos blev den mest scorende forsvarsspiller i Spanien, da Real Madrid overtog førstepladsen

Sergio Ramos scorede søndag sit mål nummer 68 i den bedste spanske fodboldrække. Foto: Vincent West/Reuters
Sergio Ramos scorede søndag sit mål nummer 68 i den bedste spanske fodboldrække. Foto: Vincent West/Reuters

Real Madrid-kaptajnen Sergio Ramos kunne både juble over tre point, en rekord og en førsteplads søndag aften.

På et straffespark scorede han sit mål nummer 68 i Primera Division. Det er flest af alle forsvarsspillere nogensinde i den bedste spanske række.

Samtidig kickstartede han Real Madrid i sejren på 2-1 hjemme over Real Sociedad. Karim Benzema afgjorde kampen 20 minutter før tid.

Real Madrid lægger sig dermed op på førstepladsen med 65 point. Det er samme antal point som Barcelona, som fredag spillede 0-0 mod Sevilla.

Men i kraft af et bedre indbyrdes regnskab er Real Madrid nu på førstepladsen i ligaen med otte kampe igen.

Det var ellers ikke et overlegent Real Madrid-hold, der viste sig i første halvleg af kampen mod Real Sociedad.

Hjemmeholdet vadede ikke ligefrem i chancer, og et halvfarligt forsøg udefra fra Vinicius Junior var noget af det bedste, Real Madrid kunne diske op med.

Den noget tamme offensiv blev der ændret på i starten af anden halvleg. Efter 48 minutter var Vinicius Junior endnu en gang på spil, og da han forsøgte at afslutte, blev han generet så meget, at han fik tilkendt et straffespark.

Det eksekverede Ramos med koldblodighed, før han lidt efter måtte lade sig udskifte med en skade.

Real Sociedad troede, der var udlignet med godt 20 minutter igen, da Adnan Januzaj sparkede bolden i nettet.

Men dommeteamet vurderede, at Januzajs holdkammerat blokerede Thibaut Courtois' udsyn i Real Madrid-målet.

I stedet løb Benzema ned og scorede sit sæsonmål nummer 17 i ligaen med en flad afslutning kort efter.

Mikel Merino reducerede syv minutter før tid, men helt farligt blev det aldrig for Real Madrid.

Tidligere søndag vandt Valencia 2-0 hjemme over Osasuna. Daniel Wass fik den sidste halve time på banen for Valencia.

Skulle Carlos Zeca være sendt tidligt i bad på Vestegnen søndag? Få Ekstra Bladets dommerekspert Benjamin Leanders svar her (+)

6 kommentarer
Vis kommentarer