Kampen mellem Espanyol og FC Barcelona gik vildt for sig i La Liga i weekenden, hvor Espanyol-spilleren Sergio Garcia efter kampen blev anklaget for racistiske udtalelser mod Samuel Umtiti.
Nu afviser den offensive spiller anklagerne i en opdatering på Instagram.
- Jeg vil gerne lige understrege, at jeg allerede har snakket med Samuel Umtiti. Jeg havde ingen intentioner om at være racistisk. I ved alle, at min kone kommer fra en sigøjnerfamilie, og jeg voksede op med alle racer i verden, skriver Sergio Garcia på Instagram ifølge Sky Sports.
Begyndende tumult i spillertunnellen
Efter kampen var der forlydener om, at Samuel Umtiti var blevet sur på Sergio Garcia efter Garcias udtalelser om ham.
Her var FC Barcelona-anføreren Gerard Pique nødt til at skille de to spillere fra hinanden for at undgå en større kontrovers i spillertunnellen.
Efterfølgende skulle Garcia have undskyldt til Umtiti i FC Barcelonas omklædningsrum, men han vil ikke frem med, hvad der præcist er blevet sagt på banen.
- Mange ting bliver sagt i kampens hede under en kamp, hvilket burde blive på banen. Forca Espanyol, skriver Sergio Garcia.
FC Barcelona har haft mulighed for at komme med en klage på grund af Espanyol-spillerens udtalelse, men det har klubben valgt ikke at benytte sig af.
Kampen mellem de to ærkerivaler endte 1-1.
Forarger med kaos-afrikaner kommentar: Nu suspenderer de ham
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.