Hvorfor købte din favoritklub i Premier League ikke en spiller som Gabriel Jesus, når en transfer på 240 millioner kroner er noget, samtlige 20 Premier League-klubber har råd til?
Hvordan kan det være, FC København henter spillere i Østeuropa og ikke svenskere og nordmænd som tidligere?
Og hvem og hvad har indflydelse på strømmene af penge, spillere og tjenester på transfermarkedet?
Med åbningen af januars transfermarked i Danmark og på størstedelen af kloden har Tipsbladet set transfermarkedet grundigt efter og giver et bud på, hvordan markedet hænger sammen, og hvordan spilleregler, værktøjer og den økonomiske virkelighed ser ud for de vigtigste aktører på markedet.
Alle på og omkring markedet laver spinarbejde
Noget af det første, man skal tænke over i enhver nyhedshistorie om transfermarkedet, især når vinduerne er åbne men også i de øvrige otte måneder af året, er, hvem der nyder gavn af historien.
Som ugentligt fodboldmagasin og nu også udgiver af en ugentlig podcast ved siden af nogle årlige sportsmagasiner om Champions League, Premier League og andre store sportsturneringer er Tipsbladet i den heldige situation, at vi kan styre nogenlunde uden om nyheds- og rygtestrømmen.
Det hverken kan eller vil nyhedsmedier, bloggere, fans og alle andre, der beskriver transfermarkedet og lever af og for historierne.
I takt med udbredelsen af nye medier, sociale medier og en eksplosiv vækst i størrelsen på transfermarkedet og beløbene, klubberne handler for, er mængden af informationer, rygter og historier steget vildt.
For hvert år ryger historier og rygter hurtigere og længere ud, og såvel spillere og agenter som klubber bruger eksempelvis sociale medier til at lægge billeder, udtalelser og antydninger ud, der bliver til historier i diverse nyhedsmedier.
Så er der det mere direkte arbejde i kulisserne. Medier jagter historier på traditionel vis ved at tale med spillere, trænere, sportsdirektører, klubpræsidenter, agenter, og i nogle tilfælde også med personer omkring førnævnte hovedparter. Især i udlandet sidder der også journalister og redaktører med gode forbindelser til klubmedarbejdere, der sørger for flybilletter, kontraktudkast, scouting, og alle mulige andre personer, der på den ene eller anden måde ved noget om, hvem der måske er på vej til at skifte klub.
Og trafikken går så sandelig også den modsatte retning.
Klubber, spillere, agenter og snart sagt alle andre forsøger at positionere sig selv ud fra eget ståsted. Nogle vil have potentielle købere ud af busken, nogle vil lukke ned for handler for at holde på en spiller eller for at få solgt den spiller, man selv har interesse i.
Parterne forsøger hele tiden at fremstille sig selv så godt som muligt, hvad end målet er at komme til en ny klub, få en ny kontrakt, gøre det nemmere at tiltrække unge spillere og så ikke mindst at se godt ud internt i virksomheden, hvad end man er ansat i en klub, et agentsamarbejde, er freelancer og gerne vil ind i branchen, eller noget helt fjerde.
Etablerede medier som tipsbladet.dk sorterer meget fra, men spørg altid dig selv, hvem der kan profitere eller tabe, når en historie kommer frem.
Eksempel: Siden juni 2017 har nyhedsmedier i Portugal, Spanien og Storbritannien fortalt forskellige versioner af, at Cristiano Ronaldo vil væk fra Real Madrid, vil have en ny kontrakt eller vil blive i klubben. Folk omkring Cristiano Ronaldo virker til at tale anonymt med nyhedsmedier i især Portugal og Storbritannien om Ronaldos lyst til at rykke til Manchester United eller Paris Saint-Germain, mens spanske medier, der tydeligvis taler med forskellige personer i Real Madrids ledelse, nedspiller superstjernens udlængsel.
Ronaldos kommentarer ved kåringen til Ballon d'Or-kåringen om at være den bedste nogensinde, Real-præsident Florentino Pérez' kommentarer ved samme lejlighed om Neymar, Lionel Messis nye kontrakt; alt tolkes og fortolkes i medierne med parterne omkring spilleren og klubben som aktive med- og modspillere.
Agenter og mellemmænd
Kære børn har mange navne. Liberaliseringen af agentmarkedet for et par år siden har de facto medført, at nærmest enhver kan optræde som agent, eller mellemmand, som positionen nu betegnes i dansk fodbold.
Et af de helt centrale aspekter anno 2018 og de seneste år er, at agenter i stadigt større grad har bevæget sig væk fra den traditionelle agentrolle, hvor agenten får en mindre procentdel af en spillers løn for at repræsentere spilleren.
Bevægelsen har været undervejs på globalt plan i 15-30 år og i højere grad slået igennem i dansk klubfodbold de seneste tre-fem år.
I praksis er forskellen, at mange spillere, især de etablerede med store lønninger, formelt ikke har nogen fast agent, de betaler til.
En spiller har typisk alligevel en agent, han tidligere har benyttet, og som hentes ind til kontraktforhandlinger eller tvivlsspørgsmål om kontraktforhold.
Den helt store 'payday' for agenten kommer, når en spiller skal skifte klub eller indgår en stor kontraktforlængelse.
Spilleren har enten førnævnte uformelle forhold til en agent, som repræsenterer spilleren i forhandlinger og forsøget på at finde en passende ny klub, hvorefter det i nogle tilfælde er klubben, der af skattehensyn aflønner agenten; en praksis, der er mere end på kant med skattelovgivningen.
For attraktive spillere kan der også udvikle sig en form for auktion, hvor en række agenter og mellemhandlere tilbyder spilleren og den sælgende klub aftaler med bestemte, købende klubber, alternativt retten til at forsøge at sælgeren spillere i bestemte ligaer og til en bestemt pris, med et aftalt cut til agenten af transferbeløbet.
For relativt stærke spillere har agentmarkedet udviklet sig i en retning, hvor den modige (dumdristige?) og kyniske spiller kan skære en rigtig stor del af kagen til sig selv.
En gennemgang af Politiken i marts 2017 viste, at professionelle fodboldklubber i Danmark betalte agenter i alt 27 millioner kroner i 2016, hvilket var mere end tre/fjerdedele af de samlede betalinger til agenter i dansk fodbold. I FCK's køb af Erik Johansson, AGF's af Morten 'Duncan' Rasmussen og Brøndbys af Kamil Wilzcek var det klubben, der betalte for agenten i handlen, selvom selvsamme agenter i danske medier optrådte som repræsentanter for de pågældende spillere, og ikke klubberne.
Men det er langt fra altid tilfældet, at magtforholdet er sådan.
Stærke agenter og ikke mindst agentfirmaer udøver også stor magt på transfermarkedet.
I mange tilfælde er aflønningen blevet mere præstationsafhængig med koblingen til transfers og kontraktforlængelser. Men store agenter og agentfirmaer i Europa og Sydamerika, og deres mindre men efterhånden også indflydelsesrige fætre i eksempelvis dansk klubfodbold, fungerer som gatekeepere for både attraktive spillere og klubber, både når det kommer til køb og salg.
Det måske mest oversete faktum overhovedet på transfermarkedet er, at agenter lige så ofte repræsenterer klubber som spillere.
Når storklubberne på Premier League- og Champions League-niveau henter superstjerner, er det som oftest ikke nok at ringe til stjernens agent og nuværende klub.
Der er ofte indtil flere agenter og mellemhandlere, der på den ene eller anden måde hjælper klubben i anskaffelsen af en dyr spiller, og i sidste ende får betaling af den købende eller sælgende klub som del af handlen.
Storklubberne har meget at sige på transfermarkedet, da det er deres penge, der finansierer hele gildet, men de største agenter og agentfirmaer har så sandelig også meget at sige.
Agenterne holder sig på god fod med så mange klubber, som de kan. Til gengæld kan de største agenter i høj grad have et monopol på de største stjerner og de teenagere og nye førsteholdsspillere i verden, der ser mest lovende ud.
De bedste spillere har det med at slutte sig til de største og mest indflydelsesrige agenter og firmaer, fordi spillerne ved, det er vejen til verdens største klubber.
De bedste klubber i verden ved, de bliver tilbudt disse spillere først, mens eksempelvis en spiller som Gabriel Jesus aldrig vil blive tilbudt en lang række klubber.
Alle 20 Premier League-klubber og yderligere minimum 20-30 klubber i verden burde sagtens kunne finde de 240 millioner kroner, supertalentet Jesus kostede ved skiftet fra Palmeiras til Manchester City 1. januar 2017.
Men en del af forståelsen mellem de største klubber i verden og de største agenter er, at klubber og spillere udenfor det fælles system ikke skal blande sig.
Så storklubberne får tilbudt de bedste spillere eksklusivt, mens andre agenter og firmaer end klubbernes eksisterende partnere har meget svært ved at bryde ind i systemet og ofte må nøjes med at være sekundære partnere eller som minimum inkludere de allerstørste agenter og agentfirmaer i handlen, hvis agenter udenfor den absolutte elite er så heldig at have en attraktiv spiller, en af storklubberne bare vil have.
Slutresultatet er ifølge den internationale spillerforening FIFPro, at agenter og mellemmænd indkasserer omkring en tredjedel af omsætningen på transfermarkedet.
I dansk sammenhæng er det værd at vide, at der i mange mindre handler eller frie transfers også betales agenthonorarer, ligesom der gøres i de store handler. Skifter en spiller klub, selv i små, professionelle klubber uden for den bedste række, er der i mange tilfælde mindst en agent, der bliver betalt.
I slutningen af 2017 indførte DBU skærpede regler og krav for agentarbejde på det danske marked.
Et andet overset, og vigtigt, punkt er agenters indflydelse over trænere og trænermarkedet. Nogle trænere er direkte repræsenteret af en agent, andre har ligesom stærke spillere uformelle aftaler, og i Sydeuropa og Sydamerika men også i nogle tilfælde i engelsk fodbold og selv i Danmark kan man se, at agenters forhold til bestemte trænere kan have indflydelse på spillervalg og træneres anbefalinger på transfermarkedet.
Et interessant tilfælde var agent-, investerings- og marketing-firmaet Doyens samarbejde med Diego Simeone. Doyen repræsenterede argentinske Simeone, samtidig med at Doyen havde økonomiske interesser i indtil flere Altético Madrid-spillere.
Det samme mønster ses i dag i engelske Wolverhampton, hvor Jorge Mendes' første klient Nuno Espirito Santo er manager, stadig med Jorge Mendes som repræsentant. Samtidig har Wolverhampton fem portugisiske førsteholdsspillere, der er repræsenteret af Mendes' firma Gestifute.
Klubberne
I historierne om transfermarkedet står agenter ofte for skud, og i mange tilfælde med rette, især efter agentmarkedet reelt blev givet frit i 2015.
Men klubberne er også særdeles aktive og i mange tilfælde aggressive, når det kommer til at hente spillere og positionere sig i forhold til konkurrerende klubber og indflydelsesrige agenter.
Ligesom de stærke agenter forsøger at sætte sig på de attraktive spillere og tvinge storklubberne til at hente egne klienter, prøver klubberne at holde egne muligheder åbne, afskære konkurrenter og holde priserne i det leje, der passer deres egne interesser - som vi kommer ind på senere, er det ikke nødvendigvis at holde priser på spillere nede.
Klubber bruger ofte selv agenter til at sælge spillere og komme af med uønskede spillere, der skal ud af spillerbudgettet så hurtigt som muligt.
Klubber dyrker nære relationer til agenter for at stå langt fremme i køen til attraktive spillere, og når klubbens gode spillere senere skal sælges for at holde økonomien i balance, og så er det bestemt heller ikke uhørt, at klubber presser på for at få spillere til at bruge bestemte agenter eller fravælge andre.
Endelig er klubber i mange tilfælde mindst lige så aktive aktører i strømmen af transferhistorier med anonyme kilder.
At spille med bestemte spillere og fravælge andre på grund af fremtidige salgsmuligheder eller spillerens valg af agent eller fravalg af at forlænge en kontrakt er også en del af repertoiret hos nogle klubber, hvilket de pågældende klubber på ingen måde har lyst til at tale om.
Eksempelvis kunne Nicolai Boilesens bænkning i Ajax kobles til danskerens manglende lyst til en kontraktforlængelse, hvorefter Boilesen blev et eksempel til skræk og advarsel for unge spillere i Ajax, der overvejer at takke nej til kontraktforlængelser.
Man har få - om nogen - venner på transfermarkedet, og i skiftende alliancer kan klubber finde på at lave aftaler om at få fat i bestemte spillere via en 'mellemklub', der har et andet forhold til den potentielle sælger end den klub, der i virkeligheden er interesseret.
Rygterne om, at Neymars skifte til Paris Saint-Germain i virkeligheden er et bekvemt stop på vejen til Real Madrid, er måske overdrevne. Men mere eller mindre faste aftaler i den stil er ikke uhørt på transfermarkedet.
Endelig er det værd at lægge mærke til de modeller med ejerskab af flere klubber i et fælles selskab, som Manchester City, Chelsea, Udinese/Watford og Red Bull er kendt for.
Der er mange flere mindre modeller i samme stil - Matthew Benhams ejerskab af Brentford og FC Midtjylland er en - men de fire samarbejder er bemærkelsesværdige.
Især Manchester City og Udineses model under Pozzo-familien har været at hente spillere ind via storklubben og så flytte dem ud til feederklubber. Italienske topklubber har gjort noget lignende i årtier, men med de fire klubsamarbejder i spidsen er modellen gjort global. Modellen er med til at flytte spillere rundt i ugennemsigtige transaktioner.
Transfers, lønninger og priser
Er du forvirret over, hvad spillere koster?
Det er du ikke ene om.
En spillers evner, alder, resultater, og det spil, man kan forestille sig, spilleren leverer i de næste par sæsoner, er naturligvis en del af ligningen.
Alene det er enormt svært at vurdere, selv når de dygtige klubber bruger dygtige scouts, data og grundige samtaler.
Og så er der alt det, der ikke står nogen steder, og som afhænger af forhandling og mavefornemmelse.
Er en brasilianer og ghaneser automatisk mere værd end spillere fra Venezuela og Burkina Faso?
Hvor meget skal spilleren have i løn, og hvad får han nu?
Skylder den købende klub tjenester hos agenter eller en sælgende klub, eller vil den gerne have tjenester til gode i fremtiden?
Skal der betales for andet end den pågældende fodboldspiller?
Og, som der er set tilfælde af i udlandet, skal der tænkes kreativt i forhold til skattebetalinger eller endda hvidvaskes penge?
Og mere jordnært - hvor meget betyder en sælgende - og købende klubs ry for størrelsen på handlen?
Det sidste kan man se eksempler på i dansk fodbold. Siden årtusindskiftet har FC København domineret ligaen og købt dyrere spillere end konkurrenterne. Først svenskere, nordmænd og danskere tilsat dygtige brasilianere og afrikanske spillere, og i de seneste sæsoner østeuropæiske spillere, da priserne på den type spillere, man tidligere købte, er blevet for høje til københavnernes smag.
Til gengæld får københavnerne fine beløb for de spillere, de sælger. Både de dyre spillere, der har bevist sig i Superligaen og på landshold og i Champions League, men også de spillere, der ikke slår til i FC København. Sidstnævnte øvelse er københavnerne, takket være deres præstationer i især Europa samt et godt netværk af klubber og agenter, gode til, hvilket også betyder, de ikke er så nervøse for at købe spillere for mellem 10 og 25 millioner kroner.
Simon Kjær helt privat: Jeg er aldrig hjemme på mine børns fødselsdage
FC Midtjyllands salg af spillere fra klubbens talentakademi er også en betydelig fordel, klubben har frem for Superliga-konkurrenter. Når man har solgt Simon Kjær, Winston Reid og Pione Sisto for blot at nævne nogle få, og disse spillere derefter har klaret sig fint i udlandet, bliver det langt lettere for FC Midtjylland at sælge spillere for minimum 15-20 millioner kroner, end det er for alle andre klubber i Superligaen, minus FC København og måske FC Nordsjælland, der især de seneste år også har været dygtig til at få mange penge for de bedste spillere.
Omvendt kan det være svært for andre Superliga-klubber at få over 10-15 millioner kroner for deres spillere, fordi der er meget få salg i den størrelsesorden uden for de tre FC-klubber i dette årti.
Spillerens alder, nuværende løn og nationalitet er også væsentlige faktorer - efter 25-26 år kræver det noget ekstraordinært at blive solgt fra Superligaen for et tocifret millionbeløb.
I udlandet gør de samme mekanismer sig gældende.
Hvad har klubben opnået, hvor stor er ligaen, og hvilke spillere har man solgt i de seneste år?
Det overskygger i mange tilfælde, hvor god spilleren er.
Så er der det semi-lukkede kredsløb i den øverste elite i Europa mellem klubber og agenter.
På det niveau er der ofte indtil flere agenter på begge sider af bordet hos de to handlende klubber.
De helt store klubber - både de 10-12 største men også i eliten på 40-50 klubber - har uden for citat ikke så meget mod høje priser på spillere og i agenthonorarer.
Høje priser sikrer de største klubber eksklusiv adgang til de bedste spillere, så storklubbernes position i toppen af ligaerne ikke bliver udfordret. For agenterne er de høje priser også positivt, og ikke kun fordi det giver dem penge på bankkontoen.
De høje priser gør agenterne til værdifulde gatekeepere, som storklubberne ikke kan komme udenom i de største handler, og som samtidig udelukker nye agenter fra at arbejde sig ind i markedet, fordi klubber og spillere holder sig til de etablerede agenter.
I det etablerede samarbejde mellem storklubber og store agenter bliver det samtidig lidt mindre vigtigt for parterne, hvad priserne på honorarer og transferen bliver. Det vigtige bliver den samlede pengestrøm mellem klub, agent og andre parter over tid.
Endelig er det både i Danmark og udlandet værd at bemærke, at spillere på fri transfers eller små transferbetalinger ikke nødvendigvis er billigere end spillere i handler for større transferbeløb.
Da Dani Alves rykkede på fri transfer fra Juventus til Paris Saint-Germain i sommeren 2017, var det givetvis med betydelige agenthonorarer samt en attraktiv, tocifret millionløn til Dani Alves.
Hvordan kan Virgil van Dijk koste 75 millioner pund?
Den store handel i januarvinduet så ud til at være Diego Costas skifte fra Chelsea til Atlético Madrid, indtil Liverpool og Southampton i sidste uge lod forstå, at hollandske Virgil van Dijk skifter til Liverpool for 75 millioner pund, svarende til 630 millioner kroner.
Handlen er et udmærket eksempel på, hvordan transfermarkedet fungerer for klubber på allerøverste niveau og i lagene under.
I Premier League må lønningerne kun stige med et mindre tocifret millionbeløb (i danske kroner) per sæson, en regel klubberne og fodboldforbundet har lavet, så de enorme stigninger for hver ny tv-aftale ikke kun går til spillerlønninger.
Mange klubber har derfor mange penge mellem hænderne, og lysten til at sælge de bedste spillere til konkurrenterne er ikke stor. Det har skabt stor inflation i de priser, især de seks-otte største klubber i Premier League skal betale for spillere; sælgerne ved, Premier League-klubberne har råd til at betale voldsomt store beløb i transfer.
Set i forhold til Liverpool og andre topklubbers omsætning betaler man ikke mere for spillerne, end man gjorde for fem, ti og femten år siden.
Desuden er de høje priser med til at sikre, at klubber længere nede i systemet får sværere ved at komme til tops. Sportsligt er det på ingen måde til fordel for Europas største klubber, hvis der kom et loft på transferbeløbene - de vil hellere bevare monopolet og maksimere chancerne for at ligge i toppen, hvor man deltager i Champions League og kan tiltrække de bedste spillere, der vil spille med om mesterskaber og i Champions League, og som ikke har lyst til at risikere at spille for en klubben i midten eller bunden af en national liga.
Nye investorer
En ting er investorer fra lande udenfor Europa, der har andre formål med at købe en europæisk fodboldklub end at tjene penge på kort og mellemlang sigt.
En anden, nyere bevægelse er de investorer, der tidligere skød milliarder af kroner i playersponsorater, men nu er begyndt at købe hele eller dele af klubber for at lave forretninger indefra, efter playersponsorater – på papiret – er blevet forbudt.
Investorer har købt sig ind i klubber på snart sagt alle kontinenter for at tjene penge på transfermarkedet, og ved at handle spillere og tage honorarer til sig selv forsøger de at skabe en forretning for sig selv, mens klubben i de grelle tilfælde ikke er meget mere end en skal for nogle investorer, der gambler på transfermarkedet.
Et forsøg på at skabe en klub, der omsætter spillere på transfermarkedet, er Mouscron i Belgien.
Klubben er ejet af topagenten Pini Zahavi, der købte Mouscron ud af en alvorlig økonomisk klemme i 2015. Mouscron, der ligger ved den franske grænse i nærheden af Lille, nævnes også som en mulig satellitklub for Paris Saint-Germain, 250 km væk i den franske hovedstad.
Love og regler
Skal man leje eller købe?
Kan betalingen falde senere?
Kan man komme af med ham den løntunge reserve, hvis nødvendigt uden transfer og med en pose penge i hånden til spilleren?
UEFA's Financial Fair Play-regler er et af de regelsæt, der påvirker transfermarkedet mest.
Overordnet betyder reglerne, at klubberne i Europa ikke må tabe for mange penge over en årrække, hvilket en lille, dedikeret enhed i UEFA tjekker årligt, når klubber, der skal i de europæiske turneringer, indsender deres regnskaber.
Overholder man ikke FFP-reglerne og kan man ikke levere en overbevisende forklaring på tallene til UEFA's FFP-enhed, får klubben alt mellem fra bøde over færre spillere i den europæiske trup til udelukkelse fra én eller flere sæsoners deltagelse i Champions League og Europa League.
FFP-reglerne får klubberne til at strukturere arbejdet på transfermarkedet, så udgifterne falder på de mest fordelagtige tidspunkter i forhold til at få regnskabet godkendt i UEFA. Det kan afgøre, om spilleren skifter klub i en transfer eller på leje, og hvornår betalingerne skal falde.
Et andet vigtigt regelsæt er de enkelte lande og ligaers begrænsninger for udenlandske spillere.
Storbritannien og dermed Premier League har et pointsystem, hvor en spiller uden for EU's økonomiske samarbejde skal have spillet en vis procentdel af sit lands landskampe de foregående to år for at få arbejdstilladelse.
For eksempel betyder det, at FC Midtjyllands nigerianske fyrtårn Paul Onuachu ikke kan skifte til en klub i Championship, selvom der sportsligt givetvis var indtil flere klubber i rækken, der gerne betalte et tocifret millionbeløb for angriberen.
I den kinesiske liga er reglerne langt mere strikse, ligesom de også er i Rusland.
I Kina må klubberne i bedste række kun bruge tre udenlandske spillere per kamp, inklusiv den plads til en spiller fra et andet land i det asiatiske fodboldforbund, der indtil 2017 gav mulighed for at bruge en sydkoreaner eller australier 'gratis' i forhold til udlændingekvoten.. Oveni kommer en ny skat på køb over 40 millioner kroner af udlændinge.
De regler trådte i kraft til begyndelsen af 2017-sæsonen og er med til at forklare, hvorfor der kun har været få store køb til kinesiske liga siden, og hvorfor blandt andre Shanghai SIPG i 2016 betalte enorme summer for enkelte spillere, i Shanghais tilfælde brasilianske Hulk.
Når der kun må være et begrænset antal udlændinge i en klub og hele verden ved det, er det med til at presse transfer og løn voldsomt i vejret, når en verdensklassespiller som Hulk skifter til Kina i stedet for den større konkurrence og det langt højere sportslige niveau i eksempelvis Premier League.
I en række ligaer, herunder Bundesligaen, er der regler om antallet af unge spillere og egenudviklede spillere i truppen og på holdet. Det påvirker ikke transfermarkedet i samme grad som FFP- og udlændinge-regler, men overordnet har det en effekt, når klubber er forpligtet til at bruge spillere, de selv har uddannet, i stedet for at kunne fylde hele startopstillingen med købte spillere.
Endelig skal man ikke undervurdere EU-lovgivningen og den effekt, den overordnet har og kan få på transfermarkedet. Bosman-dommen faldt på baggrund af, at klubberne og fodboldforbundene brød EU-lovgivningen om arbejdskraftens fri bevægelighed ved at holde på spillere efter kontraktudløb.
Storklubberne og ligaerne i Spanien og Portugal har sammen med investeringsselskaber forsøgt at få kendt FIFA's forbud mod playersponsorater ulovligt ved forskellige EU-instanser, og fodboldforbundene balancerer konstant mellem at have klare regler, der sætter grænser for klubber og agenter, samtidig med at man overholder EU-lovgivning, der overvejende favoriserer fri konkurrence.
En mindre, men ikke ubetydelig, regel er, hvornår transfervinduerne er åbne. Russiske og portugisiske klubber har eksempelvis nydt stor gavn af at have åbent på deres transfermarked nogle ekstra dage i september, noget som de nationale fodboldforbund har haft ret til at bestemme. Den konkurrencefordel er nu ved at blive inddraget.
Omvendt har det været en voldsom ulempe for klubber i eksempelvis Sverige og Norge, at de i sommermånederne lukkede transfervinduet adskillige uger før resten af Europa. Sverige og Norge har længe åbent i det nuværende vinter-transfervindue, men også her er fordelen tvivlsom, da klubber uden for de to lande ikke har megen lyst til at sælge spillere, de ikke kan erstatte før transfervinduet i sommeren 2018.
Skat og imagerettigheder
De måske vigtigste regler og love med indvirkning på transfermarkedet handler om skat.
I lande som Tyrkiet og Rusland er skattetrykket på spillerlønninger meget lavt, grænsende til det ikke-eksisterende, mens det i Nord- og Vesteuropa er ikke-eksisterende.
Klubber og ligaer i og såmænd også udenfor Europa forsøger, ofte med nationale politikeres hjælp, at bøje skattereglerne i retning af at være så attraktive for klubbernes spillere som muligt.
Det kender man blandt andet med forskerordningen i Danmark, der var tiltænkt højt kvalificeret arbejdskraft til Danmarks største videns-virksomheder men også bruges flittigt af fodboldklubber.
Som flere store læk om skattely og undersøgende journalistik har vist, bruger nogle agentfirmaer, spillere og klubber også skattely til at betale så lidt skat som muligt.
Skattetryk og skattefinter kan være med til at afgøre, hvor spillere havner, og hvordan handler struktureres.
En metode er at betale for en spillers såkaldte imagerettigheder, som er retten til at bruge spillerens billede og omdømme i markedsføring og andre kommercielle aktiviteter.
En spillers imagerettigheder kan placeres i et selskab, samtidig med at sponsorer og klubben på forskellig vis placerer en betydelig del af spillerens aflønning på disse imagerettigheder, som lettere kan placeres i lande med lavt skattetryk, mens en regulær løn plus bonusser er svære at udbetale andre steder end i det land, klubben ligger.
FIFA og fodboldforbundene
Hver gang, en spiller skifter klub over landegrænser, skal handlen registeres i FIFA's såkaldte TMS-system. Her skal begge klubber indenfor et kort tidsinterval indtaste de samme oplysninger om pris og hvem der har været del af aftalen, hvilket sker for at mindske muligheden for snyd og uregistrerede betalinger.
TMS er et af de mest konkrete værktøjer, FIFA og fodboldforbundene har til at kontrollere transfermarkedet.
Ellers er håndhævelsen af reglerne på transfermarkedet i udstrakt grad op til det enkelte fodboldforbund, hvilket man kan glæde sig over i nogle tilfælde og bekymres i andre med tanke på de mange korruptionssager, der præger fodboldverdenen og forbundene.
Generelt siger man i FIFA, UEFA og mange fodboldforbund, at man gerne vil lægge en dæmper på transfermarkedet, men det er meget forskelligt, hvordan man vil opnå det, og om man i det daglige arbejde også lever op til ordene og håndhæver reglerne overfor de lokale storklubber.
Danmark i kamp uden Hareide: Rejser hjem før tid
Utilfreds med spilletid - og problemer i FCK
Chok på hjemmefronten: Multihandicappet barnebarn ændrede alt for Hareide
