I søndags fik 29-årige Thiago Alcântara sin debut for Liverpool, og han imponerede i de 45 minutter, han fik i 2-0-sejren over Chelsea.
I løbet af 2. halvleg havde spanieren hele 82 afleveringer - og 75 af dem var vellykkede. Kun syv af dem ramte ikke en medspiller.
Med 75 vellykkede afleveringer slog Thiago Alcântara en Premier League-rekord. Siden man i 2003 begyndte at opgøre statistikken, har ingen Premier League-spiller nogensinde leveret så mange vellykkede afleveringer i en halvleg.
United-legende raser: Kig på rivalen
I overtal
Den spanske stjerne lavede i øvrigt en stor fejl undervejs ved at begå straffespark et kvarter før tid, men Jorginho brændte på Liverpool-målmand Alisson.
Liverpool var en mand i overtal i hele anden halvleg, efter at den 24-årige dansker Andreas Christensen fra Chelsea var blevet vist ud i det 43. minut. Det er formentlig også en af årsagerne til, at Thiago Alcântara kunne sætte sin rekord, da Liverpool dominerede voldsomt efter pausen.
Sadio Mané lavede begge mål for 'The Reds', og Liverpool er efter to kampe noteret for seks point. Det er også Crystal Palace, Arsenal, Leicester og rivalerne Everton.
Liverpools forsvarende mestre møder i den kommende spillerunde Arsenal hjemme på Anfield.