Svarene på disse 12 spørgsmål gør dig ekspert på Kinas pengevanvid

Shanghai SIPG har i løbet af et halvt år lavet to af de 20 dyreste spillerkøb i historien, og den kinesiske liga har brugt flest penge af alle i verden her i januar. Tipsbladet forklarer, hvorfor og hvordan dyre fodboldspillere er kommet i fokus i Kina

De to brasilianere Oscar og Hulk spiller til daglig i den kinesiske liga. Foto: AP
De to brasilianere Oscar og Hulk spiller til daglig i den kinesiske liga. Foto: AP

Hvorfor køber kinesiske klubber så mange dyre spillere?
De kinesiske klubber må efter en regelændring i sidste uge faktisk kun starte med tre udlændinge i deres ligakampe i 2017, hvilket er én udlænding mindre per hold end i 2016, hvor man måtte have tre udlændinge plus en spiller fra Asien. Der må være fem udlændinge i kamptruppen. Når der kun er plads til så få udlændinge, gælder det om at få noget kvalitet - her er ingen udenlandske udviklingsspillere.

Har den kinesiske liga ikke snart overgået Bundesligaen, Premier League og La Liga på indkøb? Ja og nej. Her i januar er den kinesiske liga faktisk førende i hele verden, men de har altså kun købt for 12 procent af det lidt over 10 milliarder kroner, Premier League-klubberne handlede for sidste sommer, Serie A, Bundesligaen og La Liga købte også for mange flere penge. Så, virkeligheden er ikke helt så dramatisk, som den bliver beskrevet i disse uger.

Hvor får de pengene fra?
Nogle af Kinas rigeste mænd er gået ind i fodbold – det var faktisk Kinas fodboldglade præsident Xi Jinping, der satte fart på i 2013 og 2014 ved at gøre fodbold til et indsatsområde for hele landet. Vi taler et land med 1,36 milliarder mennesker og flere dollar-milliardærer end USA. Så er det ikke så underligt, at de førende forretningsmænd og deres virksomheder finder nogle penge til fodbold, når præsidenten beder om det.

Xi Jinping satte fart på fodbolden i Kina. Foto: All Over Press
Xi Jinping satte fart på fodbolden i Kina. Foto: All Over Press
 

Hvorfor er de villige til at give så mange penge for spillere, der kommer fra bænken eller på vej 'down hill'? 
Der er mange årsager. Men først og fremmest har klubberne ikke noget valg. En agent som Cristiano Ronaldo og José Mourinhos repræsentant Jorge Mendes har været med til at bane vej for store handler, og for at få stjernespillere som Oscar og Hulk til et fodboldland, der kun lige er i top 10 i Asien, må man betale kassen. De sælgende klubber i Europa og Sydamerika sidder med de fleste trumfer.

Det er vel kun indtil sommer, så går kineserne da bare endnu mere amok?
Den kinesiske liga begynder om nogle uger og udlændingekvoterne er fyldt op til sommer, så det gør de næppe, nej.

Kan de kinesiske klubber blive ved med at have råd til det her?
Hvis økonomien og kommunistpartiet trives, så ja. Det kinesiske fodboldforbund har faktisk været ude at sige i denne uge, at der skal lægges en dæmper på købelysten, men det er nok mere en justering af indkøbslysten end en ny kurs. Der har de seneste år været en del debat om den kinesiske økonomi, der i høj grad har levet for lånte penge siden 2009, så helt sikker skal man ikke være. Men vi taler store virksomheder og interesser, der i disse år skyder penge i kinesisk fodbold.

Kommer det til at fungere for Kinas liga og landshold?
Der er stadig lang vej for kinesisk fodbold. Der er relativt få rigtig gode kinesiske spillere, hvilket var en af årsagerne til, at Chengdong Zhang, en rimelig men bestemt ikke spektakulær spiller, der ikke kunne komme på holdet på et lejemål i Rayo Vallecano i sidste sæson, i sidste uge blev handlet for 150 millioner kroner. De kinesiske klubber og regeringen siger, de satser på talentudvikling, men der er stadig lang vej, tænk mindst 10-15 år, før de kinesiske spillere er i nærheden af det niveau, de dyrt indkøbte udlændinge har. 

Chengdong Zhang (til venstre) kunne ikke komme på holdet i spanske Rayo Vallecano, men blev i sidste uge handlet for 150 millioner danske kroner. Foto: AP
Chengdong Zhang (til venstre) kunne ikke komme på holdet i spanske Rayo Vallecano, men blev i sidste uge handlet for 150 millioner danske kroner. Foto: AP
 

Hvad med de kinesiske spillere, skal de ikke også have chancen?
Jo, og det får de også takket være de nye regler, der sikrer, at der i stedet for syv mand som i 2016 nu skal være otte kinesiske spillere i startopstillingen per klub og mindst én kinesisk U/23-spiller blandt de 11 første.

Det minder faktisk om europæisk fodbold før Bosman-dommen, så jo, kineserne får helt sikkert chancen, hvilket jo på sigt også er meningen med Kinas fodboldsatsning – man vil til VM og vinde turneringer, ikke gøre brasilianske fodboldspillere og agenter rige. 

Fungerer de dyre spillere så?
Godt spørgsmål. Ligesom i Danmark, Premier League og alle andre steder er svaret vel, at det varierer meget fra spiller til spiller. Asamoah Gyan, der blev hentet til Shanghai SIPG til en rigtig stor hyre, kom aldrig til at fungere på banen – så de hentede Hulk sidste sommer og udlejede Ghana-stjernen til Al-Ahli i Abu Dhabi. Andre udlændinge har stor succes, og mon ikke spillere som Hulk, Oscar og Alex Teixeira også får det?

Hvor ringe er den kinesiske liga egentlig?
Altså, der er stor forskel på de udenlandske spillere og flertallet af de kinesiske spillere. Det er ikke noget tilfælde, at Kina ikke har været til VM siden 2002 – de kinesiske spillere har på alle parametre været klasser under rivalerne i asiatiske stormagter som Japan, Sydkorea, Australien, for ikke at nævne Saudi Arabien eller Iran. Men Guangzhou Evergrande vandt den asiatiske Champions League i 2013 og igen i 2015, og det gør man altså ikke uden et ordentligt fodboldhold. Så eliten i rækken ser god ud.

Hvorfor gider spillere fra Europa og Sydamerika skifte til Kina, når ligaen ikke er nær så god som dem i Europa?
Man skal ikke underkende pengenes rolle. Selvom lønninger og transfers ikke altid er oppe i det hysteriske niveau, vestlige sportsmedier åndeløst vidererapporterer fra agenter, taler vi lønninger, der i nogle tilfælde er oppe på niveau med de største profiler i Europas fem-ti største klubber. Og så er Kina altså ikke et uland – de klubber, vi synes lyder helt ukendte, spiller i millionbyer på størrelse med europæiske metropoler som Madrid, Milano og Paris. Guangzhou Evergrandes succes i Champions League er, hvis det står til de kinesiske klubbosser, også kun starten. Der skal ske meget mere med nye turneringer i de kommende sæsoner.

Hvad siger de europæiske og sydamerikanske klubber til, at kinesiske klubber køber spillere for mange penge?
Nogle præsidenter og cheftrænere beklager sig, som Antonio Conte har gjort over kinesisk interesse for Diego Costa (endnu en topspiller med forbindelser til Jorge Mendes). Men dem, der kan sælge deres spillere for større beløb end markedsværdien i Europa er godt tilfredse, langt de fleste klubber vil gerne have et marked, der vil købe deres spillere.

Chelsea-manageren er glad for sin spanske angriber. Foto: All Over Press
Chelsea-manageren er glad for sin spanske angriber. Foto: All Over Press
 

Hvad med Superliga­-klubberne – skal de ikke snart have solgt nogle flere spillere til en masse penge til Kina?
Jo, det kunne danske klubber indtil for et-to år siden. Men i Shandong Luneng, der i 2012 købte Gilberto Macena af AC Horsens, har man nu Papiss Cissé og tre mand, der har spillet A-landskampe for Brasilien. Beijing Guoan, der havde den tidligere OB’er Peter Utaka i 2013/2014-sæsonen, ejer nu Renato Augusto, Ralf (begge tidligere brasilianske landsholdsspillere) og Galatasarays tidligere bomber Burak Yilmaz. Det er ikke lang tid siden, Bruninho og Eddi Gomes blev solgt fra Superligaen, men det er blevet markant sværere bare de seneste 12 måneder.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Se også: Først dumpede Brøndby ham: Nu er han også færdig i Holland

Se også: FCK slipper for pyro-straf: DBU lovpriser kendelse

Hazard og Chelsea er favoritter til at løbe med titlen. Foto: AP Sport og Spil Stor analyse af Premier League-toppen: Sådan står Chelsea i guldkampen

Eriksen og co. har syv point op til The Blues. Foto: AP Sport og Spil Stor analyse af Premier League-toppen: Sådan står Tottenham i guldkampen

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere