Svensk landstræner anklager Zlatan for doping

Ulf Karlsson, som er tidligere atletik-træner for Sverige, er kommet i heftig modvind efter hans påstand om, at Zlatan Ibrahimovic dopede sig i Juventus-perioden

Det kan godt være, Sverige officielt har en konge under navnet Carl Gustav, men mange svenskere anser dog fodboldstjernen Zlatan Ibrahimovic som den rigtige, blå/gule 'kung'.

Den 34-årige fodboldspiller er elsket og respekteret af de fleste for at sætte Sverige på verdenskortet, og det er ikke mange, der tør kritisere PSG-stjernen i offentligheden.

Og så alligevel.

Den tidligere svenske atletik-landstræner Ulf Karlsson, der har sikret flere VM-, EM- og OL-medaljer til landet, rystede de svenske medier torsdag middag, da han kom med en bemærkelsesværdig udtalelse. Karlsson er nemlig af den overbevisning, at Ibrahimovic dopede sig selv tidligere i sin karriere.

- På et halvt år gik han ti kilo op i Juventus-tiden. Jeg tror, han var dopet. Det står for min egen regning, men jeg er overbevist om det, siger han til det svenske medie NWT.

- Fodboldspillere bliver testet meget mindre end andre udøvere. Ti kilo i muskelstyrke på et halvt år - det er umuligt at gøre det på så kort tid. Albin Ekdal (svensk landsholdsspiller red) gik også op otte kilo i samme klub. Jeg tror, kulturen var sådan i Juventus. De havde også en læge, som tidligere er blevet suspenderet i 22 måneder.

De voldsomme udtalelser har skabt et ramaskrig i Sverige. Zlatan Ibrahimovic har endnu ikke kommenteret beskyldningerne, men Ekdal, som spillede i Juventus fra 2008 til 2010, tager skarp afstand fra Karlsson.

- Først og fremmest er hans påstande helt forkerte. Jeg gad godt at vide, hvor han har sine tal om vægten fra. Det ville være interessant. Man kan ikke sige hvad som helst i medierne - især hvis man er en kendt sportsleder. Det er fuldstændig latterligt, siger han til Aftonbladet.

Ibrahimovic' agent, Mino Raiola, er chokeret over Karlssons doping-anklager, og agenten advarer nu den tidligere succesfulde træner.

- Han spreder løgne. Vi kommer til at stævne ham. Han vil opleve et helt andet liv efter stævningen, siger Raiola.

TV: Ibrahimovic og PSG spillede noget skuffende 2-2 hjemme mod Manchester City i CL-kvartfinalen. Zlatan scorede blandt andet et kuriøst mål til 1-1:

44 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere