Et drama udspillede sig onsdag i Wien, og det endte på den værst tænkelige måde for den tidligere østrigske fodboldspiller Volkan Kahraman.
Ifølge den østrigske avis Heute blev 43-årige Volkan Kahraman skudddræbt af en forretningspartner på åben gade i den østrigske hovedstad. Den 46-årige gerningsmand begik efterfølgende selvmord.
Den pågældende gade var i flere timer lukket, mens politiet arbejdede på gerningsstedet.
Bekendte fortæller til avisen, at der skulle være tale om et jalousiopgør, men de nærmere omstændigheder er uklare, lyder det. Det er nu op til det østrigske kriminalpoliti at finde en forklaring på tragedien.
Tre landskampe
Volkan Kahraman nåede tre landskampe for det østrigske landshold i 2002. Allesammen i kvalifikationen frem mod EM-slutrunden i Portugal i 2004, hvor Østrig dog ikke var med.
Det østrigske fodboldforbund har da også markeret dødsfaldet på Twitter.
Artiklen fortsætter under opslaget ...
Volkan Kahraman, der havde tyrkiske rødder, spillede for den hollandske storklub Feyenoord i ungdomsårene og nåede også at få debut for førsteholdet i 1997.
Seniorkarrieren tog ham efterfølgende forbi Excelsior, inden han drog videre til en række tyrkiske og østrigske klubber, heriblandt storklubberne Trabzonspor og Austria Wien.
Artiklen fortsætter under opslaget ...
Han stoppede karrieren i 2014, men var efterfølgende træner og sportsdirektør i lavere rangerende østrigske klubber.