Trist Nadim om Taliban: - En flok hulemænd

Nadia Nadim har svært ved at forstå, at Taliban igen har magten over det land, hun flygtede fra som 12-årig

Nadia Nadim ved godt, hvad Taliban synes om en kvinde, der har succes på fodboldbanen. Foto: Emma Sejersen/Ritzau Scanpix
Nadia Nadim ved godt, hvad Taliban synes om en kvinde, der har succes på fodboldbanen. Foto: Emma Sejersen/Ritzau Scanpix

De fleste kender efterhånden historien om Nadia Nadim, der som 12-årig flygtede fra Afghanistan med sin mor, efter hendes far blev dræbt af Taliban.

Nu har den islamistiske gruppe igen overtaget magten i landet og udstukket ordre om, at kvinder ikke længere må dyrke sport.

Det behøver man ikke meget fantasi for at forestille sig, hvad den danske landsholdsstjerne mener om.

- Jeg er billedet på alt, som Taliban ikke vil have deres kvinder til at være. Jeg bruger min stemme. Jeg vil have ligestilling. Jeg vil have de samme rettigheder som mænd, fortæller hun til CNN.

Hun lægger ikke fingre imellem, når talen falder på den flok mænd, der i første omgang fik hende til at flygte til Danmark.

- Det er bare en flok hulemænd, der forsøger at kontrollere folk gennem frygt. Og måden de skaber frygt er ved at forhindre dem i at have et liv.

- Så jeg ser ingen sport i Afghanistan i fremtiden, hverken for mænd eller kvinder, desværre, lyder den dunkle prognose fra Nadia Nadim ifølge CNN.

Artiklen fortsætter under billedet..

Nadia Nadim nærmer sig 100 landskampe for Danmark. Foto: Lars Poulsen
Nadia Nadim nærmer sig 100 landskampe for Danmark. Foto: Lars Poulsen

Hun fortæller, at hun og hendes familie havde et godt liv, inden Taliban kom til magten i Afghanistan i 90'erne. Derfor er hun selvsagt også ked af, at unge mennesker i landet nu oplever samme forandring, som hendes familie gjorde:

- Jeg kunne ikke forstå det. Det føltes som deja vu, og jeg troede aldrig rigtig, at vi ville komme tilbage til det her.

- Det er så trist at se, hvordan de får mere magt. Og nu leder de faktisk landet. Det gør mig trist, det gør mig vred. Jeg synes ikke, de fortjener det. Jeg synes ikke, at en terrorgruppe burde have så meget magt.

Artiklen fortsætter under billedet..

Nadia Nadim udgav en selvbiografi i 2018. Her i selskab med Thomas Gravesen til receptionen. Foto:Olivia Loftlund
Nadia Nadim udgav en selvbiografi i 2018. Her i selskab med Thomas Gravesen til receptionen. Foto:Olivia Loftlund

I august lykkedes det at få 86 atleter, officials og familiemedlemmer ud af landet. Heriblandt de fleste fra det kvindelige fodboldlandshold.

- Jeg er glad for det, for hvis de fandt ud af, at de her piger gjorde noget, som Taliban er så meget imod, ville deres liv være i fare, lyder det fra Nadia Nadim.

Den 33-årige landsholdsangriber spiller i øjeblikket i amerikanske Racing Louisville.

Inden da var hun i Paris-Saint Germain og Manchester City, ligesom karrieren har budt på ophold i Portland, Fortuna Hjørring og Skovbakken. Hun står indtil videre noteret for 99 landskampe og 38 mål.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Nadia Nadim om situationen i Afghanistan.

Trist Nadim om Taliban: - En flok hulemænd

Explainer: Talibans historie & Afghanistans fald