Det hører til sjældenhederne, at en straffesparkskonkurrence skal ud i 22 spark, før det kan findes en vinder. Det hænder dog, men at kampen mellem Portland Timbers og Sporting Kansas City ikke blev afgjort før, kan næsten ikke engang fysikkens love beskrive.
For det spark, som Saad Abdul-Salaam fra Sporting Kansas City sendte afsted, kunne ikke være tættere på at gå ind. Bolden blev sendt på indersiden af den ene stolpe for at trille langs stregen og ryge ud igen, da den traf den anden stolpe.
I stedet blev det målmand Adam Kwarasey, der blev aftenens helt store helt, da han først bankede sit spark ind - holdets 11. spark i straffesparkskonkurrencen - og sidenhen pillede målmandskollega Jon Kempins svage spark. Kempin var i øvrigt skiftet ind til sidst i kampen efter en skade til den normale førstemålmand Tim Melia.
Inden det kom til den absurde straffesparkskonkurrence var forløbet en ekstremt underholdende kamp mellem hjemmeholdet Portland og Jimmi Nielsens tidligere klub fra Kansas.
Jimmy Nielsen og Danni König nomineret til priser i USA
Flotte og sene mål
Den ordinære tid endte 1-1, og i den forlængede spilletid fortsatte dramatikken med to mål - det ene en sen udligning af hjemmeholdet, der dermed tvang kampen ud i den straffekonkurrence, der endte med at give sejren.
Men der skulle altså hele 22 spark til, hvoraf de 13 blev brændt. Du kan se højdepunkter fra kampen i toppen af artiklen.
- Mit hjerte stoppede med at slå et øjeblik, sagde helten Kwarasey om den bizarre afbrænder af holdkammeraten Abdul-Salaam.
- Jeg er stadig helt forpustet, men det er en fantastisk følelse, sagde målmanden, der altså først scorede og siden reddede og lukkede kampen for Portland Timbers.
I kvartfinalen (Western Conference semifinale) skal Timbers op i mod David Ousteds Vancouver Whitecaps. Du kan se mere på MLS' hjemmeside her