TV2-boss jubler

Reaktionerne har været vidt forskellige på Braithwaites sensationelle skifte til FC Barcelona. Et af de steder, man havde svært ved ikke at knytte en lille næve, var på TV2

Foto: Tariq Mikkel Khan, AP, Ritzau Scanpix / Producer: Lasse Brøndal

TV2 købte rettighederne til Serie A og La Liga på et tidspunkt i slutningen af november, hvor der ikke var særlig meget fidus i at sende og italiensk og spansk fodbold på dansk TV.

Men så kom jo som bekendt Simon Kjær til AC Milan, dernæst Christian Eriksen til Inter, og så selvfølgelig Martin Braithwaites skifte til FC Barcelona. Lige den kan TV2 ikke prale med at have set komme.

Men det var forståeligt nok en glad kanalchef på TV2 Sport og TV2 Sport X, Kristian Hyldgaard, som Ekstra Bladet fik i røret.

- Jamen altså. Det er vel det, man kan kalde en appelsin, der falder ned i en turban. På alle mulige måder, sagde Hyldgaard, der dårligt kunne undertrykke et lille grin. Og nej, han påstod ikke at have forudset den danske transferudvikling på købstidspunkt.

- Jeg grinte første gang, jeg hørte rygtet. Jeg ville i hvert fald gerne se det, før jeg troede det. Det har ikke noget med hans fodboldmæssige kvaliteter at gøre, det var jo bare et vanvittigt samsurium af tilfældigheder, der spillede ind. Nej, den havde vi godt nok ikke set komme.

Kanalchef Kristian Hyldgaard har svært ved at skjule begejstringen. Foto: TV 2
Kanalchef Kristian Hyldgaard har svært ved at skjule begejstringen. Foto: TV 2
 

Vil skærpe interessen
At handlerne vil spille positivt ind på seertallet, tillader man sig forsigtigt at håbe på.

- Vi er rigtig rigtig glade for det, for vi tror, det vil skærpe interessen en del. Der er altid en stor interesse i Barca og Real, men det skaber bare altid mere, når vi får det nationale ind over.

- Så jeg kan slet ikke se, hvordan det ikke skulle skabe ekstra interesse med Braithwaite. Og vi vil vove at påstå, at interessen for fx Inter er steget markant, siden vi begyndte at sætte os på Serie A og arbejde med det. Og det er nok det, jeg er allermest glad for, siger Hyldgaard.

Det kunne på mange måder godt se ud, som om kanalen har gjort lidt af røverkøb. Rettighederne er i hvert fald uomtvisteligt dyrere nu. Og Hyldgaard kan da heller ikke benægte helt, da han bliver adspurgt, om ikke købmanden i ham er ret tilfreds med tingenes gang.

- Jeg har jo jyske rødder. Så det er rart at kunne konstatere, at vi nok ikke ligefrem har købt katten i sækken.

Ja, stemningen er altså god på kontoret. Nu glæder man sig så mest af alt til at blive ved med at udbrede italiensk og spansk fodbold i Danmark. Og så har man lidt optur over både de nye privilegier og problemstillinger. Og at man købte rettighederne til en pris, de nok ikke ville ligge på i dag.

- I weekenden spiller Eriksen i et topbrag mod Juventus, samtidig med at Braithwaite skal spille El Clasico. Det er jo super ærgerligt, at de ligger samtidig, men det er også et luksusproblem. Og det kan vi ikke lade være at glæde os over. Det var i hvert fald ikke problemstillinger, vi havde, da vi mødte ind den 1. januar, afslutter Hyldgaard.

Christian Eriksen var søndag med til at tabe sin første Serie A-kamp. Foto: Miguel Medina/Miguel Medina Italiensk fodbold - 17. feb. 2020 - kl. 13:29 Inter-boss om bænket Eriksen: - Kan ikke ændre holdets skæbne

Christian Eriksen leder efter første kamp fra start. Foto: MARCO BERTORELLO/Ritzau Scanpix Italiensk fodbold - 15. feb. 2020 - kl. 17:56 - Kun fordi det er en nødsituation

Se også: Lang pause til Liverpool-anfører

21 kommentarer
Vis kommentarer