Hvis Nicklas Bendtner skulle have raget rundt i den vildfarelse, at det nok kun er træneren, der totalt har mistet taget – så kan han godt tro om.
Først svingede Wolfsburg-træner Dieter Hecking i går den verbale knippel og sendte danskeren væk fra den fælles træning og over til lystig leg med medicinbolde og andet slemt. I dag hamrer klubbens manager Klaus Allofs så igennem, klar i spyttet med skarp kritik af Bendtner – og med 100 pct. opbakning til sin træner:
- Udfordringerne for en professionel i Tyskland er anderledes end i England og Danmark, siger Klaus Allofs til Sport Bild, og ud over den charmerende sammenligning mellem dansk og britisk bold, er der ikke meget glasur over den bandbulle, manageren fortsætter med:
- Dem, der vil følge os på vores vej, kan få lov at gå med. Dem, der ikke vil og dermed ikke indordner sig, har ingen plads hos os!
Så kan det vist ikke siges mere t-y-d-e-l-i-g-t, Nicklas Bendtner!
Nu taler Wolfsburg: Derfor er Bendtner ude i kulden
Nicklas Bendtner fik chancen i en testkamp i Ajax Amsterdam i fredags, men angriberen forekom Wolfsburg-cheferne lige lovlig lad, ugidelig og uinteresseret oven på en forhåbentlig dejlig ferie, hvor en af adspredelserne åbenbart var at jagte alligatorer i Florida.
Nu lægger Klaus Allofs, træner Hecking og klubben maksimalt pres på danskeren seks uger før, transfervinduet klasker i med et brag.
Nicklas Bendtner blev sendt til selvtræning i selskab med fitnesstræner Oliver Mutschler under lejren i Sonaueschingen, mens resten af holdet deltog i den taktiske træning.
Trænings-tortur: Bendtner straffet i Wolfsburg
- Det er til hans eget bedste, kan man vist roligt oversætte Dieter Heckings begrundelse, og hvis han havde sagt, at det gjorde mere ondt på ham selv end på Bendtner, ja så havde det vel lignet god gammeldaws børneopdragelse.
Sport Bild konstaterer for egen regning, at hvis danskeren ikke fatter alvoren nu, så er en afsked med Wolfsburg overvejende sandsynlig allerede i dette transfervindue. Nicklas Bendtner ligger kilometervis efter den nye mand i klassen, Max Kruse, og Torjäger Bas Dost i angrebshierarkiet.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.