Bayern udskyder mesterskabsfesten til senere

Bayern München vil ikke fejre det tyske mesterskab, før sæsonen er forbi. Champions League er vigtigere

Thomas Müller og co. har været forrygende i Bundesligaen denne sæson. (Foto: AP)
Thomas Müller og co. har været forrygende i Bundesligaen denne sæson. (Foto: AP)

Bayern München fører Bundesligaen suverænt og kan - hvis alt flasker sig - allerede sikre sig mesterskabet lørdag med en sejr over Hamburger SV.

Men det betyder ikke, at den så står på fest i det sydtyske. Klubben vil ikke fejre mesterskabet, fordi der ligger en vigtig opgave og venter i Europa i næste uge.

Her står Bayern over for Juventus i den første af de to Champions League-kvartfinaler, og den kamp har højeste prioritet.

- Forberedelserne til Juventus-kampen begynder med det samme efter Hamburg-kampen, hvor vi spiser en middag sammen.

- Vi er nødt til at begynde den fysiske og mentale restitutionsproces med det samme. Så efter det er det hjem, og det er så det, siger sportsdirektør Matthias Sammer til Bild.

Det tyske fodboldforbund har heller ingen planer om at overrække mesterskabstrofæet til Bayern München allerede i den kommende weekend.

- Først er vi nødt til at vide, hvem der bliver mester, og så skal klubben sende en officiel anmodning til os, siger Andreas Rettig, der er forretningsfører for det tyske modsvar til Divisionsforeningen.

Bayern Münchens forspring i Bundesligaen er på hele 20 point ned til Borussia Dortmund med otte kampe tilbage.

Skal mesterskabet afgøres lørdag, kræver det at Bayern får to point mere end Dortmund, der møder VfB Stuttgart på udebane.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere