Beckenbauer: Guardiola får det svært i Bayern

Bayern Münchens ærespræsident Franz Beckenbauer tror, at forventningerne til Josep Guardiola er for høje.

Pep Guardiola får det svært på grund af de høje forventninger, mener Franz Beckenbauer (Foto: AP)
Pep Guardiola får det svært på grund af de høje forventninger, mener Franz Beckenbauer (Foto: AP)

Josep Guardiola får svært ved at overgå Jupp Heynckes' bedrifter i denne sæson, når den tidligere Barcelona-træner til sommer overtager ansvaret i Bayern München.

Det mener Bayerns ærespræsident, den tyske fodboldlegende Franz Beckenbauer.

- Forventningerne er naturligvis høje. Meget høje. Alle tror, at alt vil blive bedre, når Guardiola kommer, siger Beckenbauer ifølge AFP til den tyske avis TZ.

- Der er selvfølgelig nogle ting, der kan blive bedre såsom holdets form, men det bliver svært at overgå denne sæson, siger ærespræsidenten.

Bayern München har i denne sæson spillet sig frem til 1/8-finalerne i Champions League og fører den hjemlige Bundesliga med 20 point ned til de nærmeste forfølgere fra Borussia Dortmund.

- Hvis Guardiolas hold bliver tyske mestre med et forspring på kun 15 point, så vil folk sandsynligvis blive skuffede, siger Franz Beckenbauer.

Bayern München tager onsdag aften imod Arsenal i Champions League. Sydtyskerne vandt det første opgør i London med 3-1 og står med gode kort på hånden i duellen om en plads i kvartfinalerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere