Solbakken er ligeglad med årsag til fyring

Den tidligere FCK-træner Ståle Solbakken var ikke interesseret i at få en forklaring på fyringen i FC Köln

30 kampe blev det til for Ståle Solbakken i tyske FC Köln. Torsdag blev nordmanden afskediget efter en række skuffende resultater.

Den tidligere FC København-træner fik beskeden af FC Kölns direktør Claus Horstmann, men Solbakken var ikke interesseret i at høre om årsagen til fyringen.

- Det var egentlig ikke noget møde. Jeg var heller ikke interesseret i nogen forklaring heller, siger Solbakken ifølge den norske avis Dagbladet.

Læs også:

Se også: Ståle Solbakken er fyret fra FC Köln

- Jeg synes, det er meget ærgerligt. Jeg kunne godt have tænkt mig at træne mit eget hold i Bundesligaen næste sæson, siger Solbakken.

Den 44-årige træner har kun skaffet 29 point i de 30 kampe, han har ledt FC Köln. Det endte med blot otte sejre, fem uafgjorte og hele 17 nederlag.

Tirsdagens 0-4-ydmygelse på udebane til Mainz blev Solbakkens sidste kamp for FC Köln. Det var klubbens 10. nederlag i de seneste 14 ligakampe.

Læs også:

Se også: Ståle: - Jeg er rasende

- Jeg har fået sparket, så det suser. Men jeg kan ikke sige mere. Jeg er blevet fyret, og jeg er vred, siger Solbakken til TV2 Norge.

Ud over de kommentarer, Solbakken gav torsdag, vil han ikke udtale sig mere om fyringen før fredag.

Frank Schäfer, en af FC Kölns utallige tidligere trænere, får ansvaret med at lede holdet i resten af sæsonen. Der resterer fire spillerunder.

Ståle er 9. fyrede træner i år

Den tidligere FC København-træner Ståle Solbakken er langt fra den første Bundesliga-træner, som er blevet fyret i denne sæson.

På nuværende tidspunkt - hvor der resterer fire runder i Bundesligaen - er Solbakken den niende træner, som er afskediget. Her er listen over sæsonens fyringer:

1) Michael Oenning - fyret i Hamburger SV den 19. september. Efterfølger: Thorsten Fink (efter at Rodolfo Cardoso og Frank Arnesen havde ansvaret i en overgangsperiode).

2) Ralf Rangnick - trak sig i Schalke 04 den 22. september. Efterfølger: Huub Stevens (efter at Seppo Eichkorn havde ansvaret i en overgangsperiode).

3) Markus Babbel - fyret i Hertha Berlin den 18. december. Efterfølger: Michael Skibbe (efter Rainer Widmayer havde ansvaret i en overgangsperiode).

4) Marcus Sorg - fyret i Freiburg den 29. december. Efterfølger: Christian Streich.

5) Holger Stanislawski - fyret i Hoffenheim den 9. februar. Efterfølger: Marcus Babbel.

6) Michael Skibbe - fyret i Hertha Berlin den 12. februar. Efterfølger: Otto Rehhagel (efter Rene Tretschok og Ante Covic havde ansvaret i en overgangsperiode).

7) Marco Kurz - fyret i Kaiserslautern den 20. marts. Efterfølgere: Oliver Schäfer og Gerry Ehrmann.

8) Robin Dutt - sparket i Leverkusen den 1. april. Midlertidige efterfølgere: Sami Hyypiä og Sascha Lewandowski.

9) Ståle Solbakken - fyret i FC Köln den 12. april. Midlertidig efterfølger: Frank Schäfer.

Kilde: Ritzau

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere