Solbakken reddet: Det er en sorgens dag

Den fredede FC Köln-træner Ståle Solbakken er ikke jubelglad på trods af, at han må beholde sit job

- Vi har præsteret for dårligt, erkender Ståle Solbakken. (Foto: AP)
- Vi har præsteret for dårligt, erkender Ståle Solbakken. (Foto: AP)

Det var en træt Ståle Solbakken, som søndag eftermiddag kunne ånde lettet op, da FC Köln besluttede at beholde ham på trænerposten.

Den tidligere FC København-træner var ydmyg, og der var ingen løftede arme i jubel over, at ledelsen i den kriseramte bundesligaklub havde givet ham tilsagn om, at han foreløbig kan fortsætte i jobbet.

- Det var en sorgens dag i og med, at vi tabte i går. Det har været en vanskelig weekend. Det har heller ikke været nogen god søndag.

Se også: Ståle fyret i pressen - fredet af klubben

- Nu er alle parter blevet hørt og alle diskussioner er taget. Vi arbejder videre, siger Ståle Solbakken til norske TV2 Sporten.

FC Köln tabte lørdag 1-2 ude til Augsburg, og efterfølgende meldte klubben ud, at man ville holde krisemøde søndag. Det lignende en fyring af Solbakken.

Nordmanden blev kaldt ind på klub-boss Claus Horstmanns kontor søndag morgen, og det tog ifølge Solbakken otte timer før konklusionen var klar: At den norske træner bliver i klubben.

- Jeg havde en times møde med chefen i klubben. Han har desuden haft en samtale med spillergruppen og med andre ledere i klubben, siger Solbakken.

Se også: FCK-direktør: Ståle er et ikon

- Det er glædeligt med tanke på, at alt, hvad vi gør, bliver gennemanalyseret. Vi har præsteret for dårligt. Vi kan skyde skylden på meget, men til syvende og sidst skal vi vinde fodboldkampe i dette job.

- Det har vi ikke gjort, og det må vi rette op på lørdag, siger Ståle Solbakken.

FC Köln ligger på Bundesligaens 16.-plads, som resulterer i nedrykningsspil, hvis man lander der, når sæsonen slutter 5. maj.

I næste kamp møder Ståle Solbakkens hold Werder Bremen, som ligger nummer otte i tabellen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere