Ribery i målhumør for Bayern

Franck Ribery sørgede med to mål mod Schalke 04 for, at Bayern München bevarede kontakten med toppen

Franck Ribery var banens spiller da Bayern slog Schalke 04 2-0. (Foto: AP)
Franck Ribery var banens spiller da Bayern slog Schalke 04 2-0. (Foto: AP)

Bayern München holder sig inde i kampen om at vinde det tyske mesterskab, efter sydtyskerne søndag slog Schalke 04 med 2-0 hjemme på Allianz Arena.

Franck Ribery scorede et mål i hver halvleg. 10 minutter før pausen løftede den franske landsholdsspiller elegant bolden over Schalke-keeper Timo Hildebrand og gjorde det til 1-0.

10 minutter inde i anden halvleg cementerede den franske landsholdsstjerne sejren efter flot samspil med den tyske landsholdsspiller Thomas Müller.

I slutminutterne brændte hollænderen Arjen Robben en stor chance for Bayern München, da Schalke-keeper Timo Hildebrand flot parerede til hjørnespark.

Schalke 04 virkede trætte efter midtugens hårde strabadser i Europa League, hvor holdet spillede 120 minutter mod tjekkiske Viktoria Plzen.

Schalke 04 gik videre til 1/8-finalen i den turnering, men havde ikke bredden til at yde nok modstand over for et tændt Bayern-mandskab.

Bayern München rykker med sejren op på andenpladsen i den tyske Bundesliga med 48 point efter 23 kampe, hvor Dortmund fortsat er førerhold.

Schalke 04 må med nederlaget nok se den tyske mesterskabstitel fortone sig, da holdet halter fire point efter Bayern-mandskabet på en fjerdeplads.

0 kommentarer
Vis kommentarer