Morten O: Jannik skal ikke til EM

19-årige Jannik Vestergaard er fast mand for Hoffenheim i Bundesligaen - men han er ikke klar til landsholdet endnu

Jannik Vestergaard spiller en plads, hvor Danmark i forvejen er godt besat. (Foto: Picture Alliance/ges-sportfoto )
Jannik Vestergaard spiller en plads, hvor Danmark i forvejen er godt besat. (Foto: Picture Alliance/ges-sportfoto )

Jannik Vestergaard kan trygt og roligt bestille sommerferie, når EM-slutrunden spilles i juni i Polen og Ukraine.

For det 19-årige stortalent kommer ikke i betragtning til den EM-trup, som landstræner Morten Olsen udtager til maj.

Det slår landstræneren fast over for Ekstra Bladet.

– Vi har naturligvis fulgt alle Janniks kampe for Hoffenheim. Han er fremtidens mand, men det er for tidligt at bringe ham i spil til EM. Vi er rigtig godt besat i midterforsvaret, så han kommer til at vente til efter EM-slutrunden, siger Morten Olsen til Ekstra Bladet.

Netop midterforsvaret er den position, hvor Morten Olsen reelt har flest valgmuligheder. Hidtil har han til de tre tidligere slutrunder udtaget tre midtstoppere. Det ser også ud til at blive løsningen til den kommende slutrunde.

En storspillende Daniel Agger er selvskreven, ligesom Andreas Bjelland og Simon Kjær ligner de sikre bejlere til de to øvrige EM-pladser. Jores Okore og Kris Stadsgaard kan trænge sig på.

– Jannik er havnet et godt sted, hvor unge spillere får chancen. Det er flot, at han allerede har fået meget spilletid i en af de bedste ligaer i Europa, uddyber landstræneren.

Jannik Vestergaard har ikke hørt fra landstræneren, men slår fast, at han ikke bruger sin tid på at spekulere over muligheden for at få debut i rødt og hvidt.

– Jeg bruger kun mine kræfter på Hoffenheim. Det handler om at levere på banen, så må sidegevinsterne komme, siger Jannik Vestergaard.

Se også:

Se også: Dansk talent: Nej tak til tysk landshold

0 kommentarer
Vis kommentarer