Bayern henter stortalent

Den tyske storklub henter schweiziske Xherdan Shaqiri hos FC Basel

Xherdan Shaqiri i jubel i den schweiziske landsholdstrøje. Han fortsætter i Bayerns røde trøje efter sommerpausen. (Foto: AP)
Xherdan Shaqiri i jubel i den schweiziske landsholdstrøje. Han fortsætter i Bayerns røde trøje efter sommerpausen. (Foto: AP)

Han var en af de største profiler ved U21-EM på dansk grund.

Og nu har tyske Bayern München så kastet snøren ud - og fanget - schweiziske Xherdan Shaqiri, som til sommer skifter fra FC Basel til den sydtyske gigant.

Torsdag bekræfter Basel, at den langstrakte transfersaga har fundet sin afslutning, men vil dog ikke offentliggøre beløbet, der ifølge schweiziske medier rammer lige i underkanten af 80 mio. kroner.

Ifølge Basel har Shaqiri skrevet under på en fireårig aftale.

- Ledelsen i FC Basel har fastholdt sin praksis om ikke at forhindre en spiller i at skifte til en højere rangerende liga, hvis omstændighederne er rigtige for alle involverede parter, udtaler klubben.

Egentlig var det meningen, at han skulle skibbes afsted i det netop overståede transfervindue. Men på grund af den overraskende succes i Champions League, hvor Manchester United blev sendt ud, har man valgt at holde fast i ham.

Drømmemål mod England
Nu får Shaqiri så den blandede fornøjelse at skulle møde netop Bayern München i 1/8-finalen i selvsamme mesterholdsturnering 22. februar.

- FC Basel er overbevist om, at Shaqiri vil fortsætte med at spille en vigtig rolle i alle tre turneringer frem til sæsonens afslutning, skriver klubben i en meddelelse.

FC Basel fører den schweiziske liga med syv point og er klar til kvartfinalen i den nationale pokalturnering.

Xherdan Shaqiri er født i Kosovo men har spillet 17 landskampe og scoret fire gange for Schweiz. Han opnåede spilletid ved VM i 2010 som 18-årig, hvor Schweiz røg ud efter det indledende gruppespil.

Siden blev det til en perle af et langskudsmål mod England i EM-kvalifikationen samt et hattrick mod Bulgarien i september.

0 kommentarer
Vis kommentarer