Zidan rystede Schalkes stjerner

Schalke måtte overraskende nøjes med det ene point i dagens hjemmekamp mod Mainz

Mohammed Zidan var tilbage i rollen som målscorer for Mainz. (Foto: AP)
Mohammed Zidan var tilbage i rollen som målscorer for Mainz. (Foto: AP)

Det var ved at ende i det helt store følelsesladede comeback for Mohammed Zidan lørdag eftermiddag.

Egypteren, der forleden vendte tilbage til Mainz efter skiftet fra Borussia Dortmund, sendte Schalkes tophold til tælling med sin scoring efter 13 minutter. Den 30-årige angriber stod klar ved fjerneste stolpe og flugtede et indlæg ind bag målmand Lars Unnerstall.

Generelt havde bundholdet Mainz godt fat i hjemmeholdet de første 45 minutter.

Men det holdt ikke. Chinedu Obasi udlignede efter 59 minutter, da han fra en forholdsvis spids vinkel hamrede bolden ind bag Christian Wetklo og reddede lidt af dagen for topholdet, der dog taber et skridt i striden med Dortmund og Bayern München.

Fredag aften vandt Dortmund 2-0 ude over Nürnberg, mens Bayern senere lørdag møder HSV - ligeledes på udebane.

William Kvist pådrog sig en advarsel i Stuttgarts 2-2-kamp mod Bayer Leverkusen. Glæden over pointdelingen er ubetinget størst hos Stuttgart, der først i overtiden sikrede sig pointet ved Martin Harnik.

Jannik Vestergaard spillede hele kampen for Hoffenheim, der hjemme spillede 2-2 mod Augsburgs oprykkere.

0 kommentarer
Vis kommentarer