Frank Arnesen satser alligevel tysk i HSV

Michael Oenning får lov til at fortsætte som træner i tyske Hamburger SV

Frank Arnesen vælger 'det sikre' i HSV (Foto: Ernst van Norde)
Frank Arnesen vælger 'det sikre' i HSV (Foto: Ernst van Norde)

Ståle Solbakken, Michael Laudrup og Morten Olsen har på rygtebasis været nævnt som ny cheftræner i den tyske Bundesligaklub Hamburger SV.

Men nu fortæller flere tyske medier ifølge nyhedsbureauet DPA, at klubbens sportsdirektør, danske Frank Arnesen, har valgt at satse på holdets nuværende men midlertidige træner Michael Oenning.

Der er endnu intet officielt meldt ud, men ifølge Hamburger Morgenpost landede Frank Arnesen mandag morgen i den nordtyske by, og da han senere på dagen fløj hjem til London, var alt på plads.

Arnesen har i de seneste uger set Oenning an, og selv om mulighederne for at komme til at spille europæisk i næste sæson er næsten forspildt - HSV ligger nummer syv - så har den 45-årige tysker alligevel overbevist om, at han er værd at satse på.

Der er endnu ikke skrevet under på en aftale, men de nærmere forhold ventes at falde på plads i løbet af ugen. Dog er det sikkert, at han via sin nuværende aftale allerede er bundet til klubben for næste sæson.

Oenning kom til klubben sidste år som assistent for Armin Veh, men blev forfremmet til chef dette forår, da Veh blev fyret.

Arnesen blev offentliggjort som ny sportsdirektør i klubben i februar, men tiltræder officielt først som øverste sportslige ansvarlig til sommer. Hans opgave lyder at bringe HSV tilbage til toppen af tysk fodbold. Blandt andet ved at gennemføre et tiltrængt generationsskifte.