Arnesens plan: Ståle eller Laudrup

Frankieboys favoritter: Enten Michael Laudrup eller Ståle Solbakken skal træne HSV efter sommerferien

Med både Michael Laudrup og Ståle Solbakken følger der et problem: De er optaget. (Foto: Thomas Wilmann)
Med både Michael Laudrup og Ståle Solbakken følger der et problem: De er optaget. (Foto: Thomas Wilmann)

Endnu har han tre måneder tilbage af sin kontrakt med engelske Chelsea, men Frank Arnesen har alligevel en hel del at sige i HSV, hvor han til sommer tiltræder som ny sportsdirektør.

Den tidligere dynamithelt bestemmer faktisk så meget, at han – ifølge Ekstra Bladets tyske og spanske pressekilder – har udpeget to topkandidater til jobbet som cheftræner i den store Hamburg-klub, der for tiden styres af overgangstræneren Michael Oenning.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er Michael Laudrup førsteprioriteten, men bliver det til et nej fra Mallorca-træneren – eller fra hans spanske arbejdsgiver, der har papir på danskeren i yderligere et år – skulle den lige så klare andenprioritet være Ståle Solbakken.

I begge tilfælde vil Frank Arnesen altså støde ind i den forhindring, at begge d’herrer vil være optaget til anden side.

Laudrup i det spanske ferieparadis og Solbakken i et halvt års venteposition, før han tiltræder hos det norske fodboldforbund.

Koster 1 mio. euro
Spanske Marca har for Ekstra Bladet forhørt sig hos personer fra Mallorcas ledelse om muligheden for, at Michael Laudrup pr. 1. juli vil kunne kalde sig HSV-træner.

Officielt har ingen af de mallorcinske ledere en holdning til den sag. Uofficielt kender man udmærket til den nordtyske interesse.

Laudrup vil angiveligt kunne købes fri for det sidste år af sin Mallorca-kontrakt mod en kompensation på omkring seks-otte mio. kroner.

Det vil i givet fald være en god forretning for den økonomisk toppressede La Liga-klub, der angiveligt betaler danskeren en af Primera Divisións laveste lønninger, og således vil kunne få mere i kompensation for Laudrup, end klubben har nået at udbetale ham i løn for den første sæson som Mallorca-træner.

Hvad det norske fodboldforbund har tænkt sig at kræve i kompensation for at lade Ståle Solbakken annullere sin kontrakt, er mere uvist.

Da Erik Hamrén blev købt fri af sit sidste halve års kontrakt med Rosenborg for at blive svensk landstræner, betalte det svenske fodboldforbund en kompensation på omkring en mio. danske kroner, men så billigt kommer HSV nok næppe til at slippe, hvis det ender med en Ståle-model.

Ståle Solbakken har ikke ønsket at kommentere HSV’s – og ikke mindst Frank Arnesens – interesse, ligesom det ikke har været muligt at træffe Michael Laudrup for en kommentar.

Læs mere i Ekstra Bladet fredag...