Kasseret: Kalles store nedtur

Thomas Kahlenberg har ikke slået op i banen, selv om han er blevet ydmyget og degraderet til andetholdet i Wolfsburg

Følg Tysk fodbold

WOLFSBURG (Ekstra Bladet): Solen kigger frem mellem skyerne i den tyske industriby. Men temperaturen i Wolfsburg er tæt ved frysepunktet ligesom Thomas Kahlenbergs fodboldkarriere.

Afstanden mellem Wolfsburgs gamle, nedslidte stadion og det nye, moderne Volkswagen Arena er blot 1200 meter.

En lille, hurtig løbetur rundt om Berliner Ring symboliserer nutiden og fortiden i den tyske Bundesligaklub.

Men det symboliserer også den deroute, Thomas Kahlenberg har oplevet i den tyske industriby de seneste uger.

For han har ikke kun mistet sin landsholdsplads. Han har i høj grad også mistet status som fodboldspiller.

Oplevet den største ydmygelse: At blive degraderet til klubbens reservehold, fordi han har et attitudeproblem.

Mest af alt ligner det en personlig hetz mod en spiller, der ikke har haft den store indflydelse på klubbens enorme nedtur i denne sæson. For han har ikke fået megen spilletid.

Lige nu må han føle sig som verdens mest ensomme fodboldspiller.

For den 28-årige kreatør har ikke meget til fælles med sine nye holdkammerater, der både i tanke og handling er langt fra Kalles niveau.

Den nye hverdag
Thomas Kahlenbergs nye hverdag er ikke på en indhegnet og veltrimmet plæne i selskab med folk som Simon Kjær eller kreatøren Diego.

Det foregår til gengæld på et lettere nedslidt træningsanlæg med udsigten til en betonmur, fire skorstene fra Volkswagens ældste fabrik og en brandstation.

- Thomas, hvad tænker du i grunden, når du løber her og træner med klubbens reservehold? - Jeg har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til min situation.

Det håber jeg, at I vil respektere, siger en meget venlig Thomas Kahlenberg til Ekstra Bladet.

Leverer varen
Han virker rolig afbalanceret og måske ikke afklaret, så i hvert fald afdæmpet om sin situation, selv om den langtfra er holdbar særlig længe.

På træningsbanen er det til gengæld tydeligt at se, at de to degraderede Kahlenberg og Alexander Madlung har et ekstra gear i forhold til holdkammeraterne.

For Kalle har ikke slået op i banen og kastet håndklædet på trods af den kritiske situation. Han leverer varen på træningsbanen i sådan en udstrækning, at den assisterende andenholdstræner, Alexander Strehmel, på et tidspunkt udbryder efter en Thomas Kahlenberg-pasning: ' Wunderball'.

Det smukke indlæg bliver forvandlet med respekt for danskerens forarbejde og havner i mål.

Det gør mange af Thomas Kahlenbergs afslutninger også denne eftermiddag.

Både under skudtræningen, men også når der skal spilles til to mål.

Opblødning på vej
Her scorer han det eneste mål på en råkold eftermiddag. Ikke en scoring, der vækker glæde og begejstring, men måske mere et bevis på, at der bør være en vej tilbage på førsteholdssporet.

- Der er ingen problemer med hverken Thomas eller Alexander ( Madlung, red). De passer træningen og udfører deres arbejde, forklarer andenholdstræner Lorenz Köstner.

Hvor længe Kahlenberg skal være suspenderet, er stadig uvist. Men Ekstra Bladet erfarer, at der i løbet af de næste par uger kan der være en opblødning på vej, så han kommer tilbage i førsteholdstruppen.

Officielt skal meldingen komme fra cheftræner Pierre Littbarski, men det er i realiteten sportsdirektør Dieter Hoeness, der træffer alle vigtige beslutninger i klubben.

Selv om Kahlenberg måtte vende tilbage til førsteholdstruppen, vil han efter alt at dømme forlade Wolfsburg til sommer.

Klubben købte ham i 2009 for 30 millioner kroner, men Wolfsburg er parat til at tage et stort økonomisk tab på Kahlenberg, fordi han i den nuværende situation højst vil indbringe i omegnen af ti mio. kr., erfarer Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet var i aftes i kontakt med Kahlenbergs agent, Per Steffensen.

Men han ønsker ikke at udtale sig i den nuværende tilspidsede situation.

Seneste nyt

Ekstra Bladet har givet statsministeren en lys idé

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.