'Nødvendigt at smide Kahlenberg hjem'

Wolfsburg-træner Pierre Littbarski har sendt Thomas Kahlenberg ud af truppen på grund af manglende engagement.

Thomas Kahlenberg leverer for lidt i Wolfsburg-trøjen.

Det er den soleklare melding fra klubbens nye cheftræner, Pierre Littbarski.

Onsdag smed han den danske landsholdsspiller og holdkammeraten Alexander Madlung hjem fra træningen, og han kom efterfølgende med denne forklaring.

- Jeg betragter denne beslutning som nødvendig. Vi har brug for spillere, som går 100 procent ind for sagen, og som identificerer sig med klubben. Vi gav i morges spillerne besked om, hvor de skulle træne, siger han til fodboldmagasinet Kicker.