Dortmund-flag hejst i hån hos Schalke

En vittig sjæl fik held med at hejse Borussia Dortmunds sort-gule flag på ærkerivalerne Schalkes stadion

Dortmund har en talstærk fanskare, og en af dem kunne ikke dy sig for at hænge et gulsort flag hos ærkerivalen. (Foto: AP)
Dortmund har en talstærk fanskare, og en af dem kunne ikke dy sig for at hænge et gulsort flag hos ærkerivalen. (Foto: AP)

Det falder næppe i Schalke-fansenes smag, at ærkerivalerne fra Borussia Dortmund suverænt topper Bundesligaen, mens Schalke 04 overvintrer som sølle nummer 10 i den bedste tyske fodboldliga efter at have ligget under nedrykningsstregen store dele af efteråret.

For at drysse salt i såret har en vittig sjæl nu formået at hejse Dortmunds sort-gule flag på Schalkes stadion Veltins-Arena, skriver avisen Bild torsdag.

Schalkes stadion er hårdt plaget af tunge snemasser, og omkring 6000 kvadratmeter af arenaens tag har slået revner. Da 28 klatrespecialister onsdag prøvede at fjerne sneen fra taget, lykkedes det så en af dem at placere det forkætrede flag.

Inden stadionledelsen nåede at gribe ind, blev der taget et foto af flaget. Det blev torsdag spredt af triumferende BVB-fans på diverse netfora, og Dortmunds fanansvarlige Akki Schmidt kalder flaghejsningen for en sensation.

- Denne spøg går for vidt. Vedkommende får aldrig lov til at betræde vores byggeplads igen. Han var her for at rydde sne og ikke for at dekorere vores arena, siger stadionchefen Ulrich Dargel til Bild.

Han fik fjernet manden fra taget, som sagde undskyld, men forklarede sig med, at han 'én gang i livet' ville se Dortmunds flag på Schalkes stadion.

Imens fortsætter sneryddere med at fjerne sneen fra den del af taget, der endnu ikke har lidt overlast. Skaderne på taget løber op i et sekscifret eurobeløb.

Skaderne på omdømmet ser de dog ud til at tage med ro i Schalke.

Bestyrelsesformand Peter Peters siger til Bild, at det da er fint, at Dortmund-fans hjælper med at rydde sneen væk.