Enke begraves sammen med datter

Et utal af fodboldpersonligheder følger Robert Enkes sidste rejse søndag

Der er dømt national stilhed på søndag, når landsholdsmålmanden Robert Enke stedes til hvile nær sit hjem nord for Hannover.

Ifølge Bild Zeitung begraves Robert Enke, der tidligere på ugen begik selvmord, ved siden af sin datter Lara, der i 2006 døde af en hjertefejl - bare to år gammel.

Enke og hans frue Teresa besøgte dagligt gravstedet, der ligger tæt på familiens hjem i Hannover.

Begravelsen vil efter enkefrue Teresas ønske finde sted i stilhed, men forud går en ceremoni på Hannover 96's hjemmebane, AWD-Arena.

Barca-repræsentanter
Her bliver der med sikkerhed fyldt op til randen - det vil sige omkring 45.000 mennesker. Ydermere ventes i omegnen af 100.000 at troppe op, mens tv-stationen ARD transmitterer live.

Udover fodboldforbundets præsident, Dr. Theo Zwanziger og ministerpræsident i delstaten Niedersachsen Christian Wulff kommer et utal af personligheder fra fodboldens verden.

Blandt andre landstræner Joachim Löw og dennes forgænger, Jürgen Klinsmann. Også topspillere som Rene Adler, Timo Hildebrand, Simon Rolfes, Torsten Frings og Christoph Metzelder, der kommer hjem fra Real Madrid, deltager.

Også storklubberne FC Barcelona og SL Benfica, klubber hvor Enke nåede at spille, sender repræsentanter til ceremonien.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere