Leon i chok: Vennen begik selvmord

Leon Andreasen dybt chokeret efter den tyske landsholdsmålmand Robert Enkes selvmord i aftes

Så sent som i søndags var Robert Enke i aktion for Hannover 96. Dette billede er taget umiddelbart efter kampen, der blev Enkes sidste. I aftes begik han selvmord. Foto: Getty Images
Så sent som i søndags var Robert Enke i aktion for Hannover 96. Dette billede er taget umiddelbart efter kampen, der blev Enkes sidste. I aftes begik han selvmord. Foto: Getty Images

– Jeg sidder her i bilen med tårer i øjnene på vej hjem fra stadion.

Leon Andreasen mistede i går en god holdkammerat, Tyskland sin VM-målmand, Teresa Enke sin mand og lille Leila sin far.

Robert Enke blev kun 32 år. Hannover 96-målmanden traf i går sit livs sidste beslutning og kastede sig ud foran et tog ved en jernbaneoverskæring i den lille by Neustadt am Rübenberge lidt nordvest for Hannover.

– Jeg er fuldstændig rystet. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige. De siger, at det var selvmord. Og det sker så efter, at de fik en lille pige i maj, sagde Leon Andreasen, da Ekstra Bladet talte med ham sent i aftes.

Mindet på Camp Nou
Han havde netop forladt det stadion i Hannover, hvor de første lys allerede var tændt for at minde den afdøde anfører.

En chokeret Leon Andreasen havde sagt farvel til nogle lige så chokerede holdkammerater. Selv havde Robert Enke sagt farvel til livet nogle timer forinden.

– Jeg kan bekræfte, at det drejer sig om selvmord. Robert tog kort før klokken seks sit eget liv, sagde Enkes gode ven og rådgiver, Jörg Neblung, der har indkaldt til en pressekonference i Hannover i dag.

På Camp Nous storskærm mindede de allerede i aftes den tyske målmand i forbindelse med Barcelonas pokalkamp mod Leonesa.

Sportsligt var Enke ikke nogen succes i den catalanske storklub, men den gennemsympatiske målmand vandt mange venner med sit væsen.

For Robert Enke var ikke, som fodboldspillere er flest.

Mistede sin datter
Han boede i flækken Empede på en lille bondegård med otte hunde, to katte og en hest. Han elskede dyrene. I sin tid i Spanien og Portugal reddede han og Teresa otte hunde fra livet på gaden og tog dem til sig.

På fodboldbanen gik det op og ned. Ligesom i livet. I 2004 blev Robert Enke far for første gang, men datteren Lara, hvis navn han bar på sin højre arm, led af en hjertefejl.

Den lille tapre pige kæmpede, familien Enke kæmpede, og Tyskland fulgte med. Tre store operationer var hun igennem, efter en fjerde opstod der komplikationer. Det lille hjerte kunne ikke mere. Lara døde. To år gammel.

I maj var smilet dog tilbage på landsholdsmålmandens læber. Han og Teresa adopterede den kun to måneder gamle Leila.

– Vi er meget, meget glade og taknemmelige for dette lille menneske, der er trådt ind i vores liv, sagde parret ved den lejlighed.

Men Leila nåede aldrig at fejre sin første fødselsdag med sin nye far.

1 af 3 Leon Andreasen spillede sammen med Robert Enke i Hannover 96.
2 af 3 Sørgende fans samledes i aftes ved stadion for at mindes målmanden. (Foto: AP)
3 af 3 Så sent som i søndags var Robert Enke i aktion for Hannover 96. Dette billede er taget umiddelbart efter kampen, der blev Enkes sidste. I aftes begik han selvmord. Foto: Getty Images
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere