Rehhagel satser på fodboldguderne

Træneren for nødstedte Hertha Berlin er overrasket over, at der stadig er en chance for at undgå nedrykning

Otto Rehhagel og Hertha Berlin  kæmper for livet. (Foto: AP)
Otto Rehhagel og Hertha Berlin kæmper for livet. (Foto: AP)

Hertha Berlin spillede som en nedrykker og fik et resultat, der er en nedrykker værdigt, da holdet lørdag eftermiddag tabte 0-4 i Gelsenkirchen mod Schalke 04.

Det ville have beseglet hovedstadsklubbens skæbne, hvis ikke FC Köln havde været næsten lige så skidt kørende, da holdet mødte Freiburg og rejste hjem med et forsmædeligt 1-4-nederlag.

Dermed har Hertha Berlin næste weekend en sidste chance for at undgå den direkte nedrykning fra Bundesligaen til almindelig overraskelse for træner Otto Rehhagel, der havde troet spillet var ude efter afklapsningen mod Schalke.

- Fodboldguden har sagt: Kom, jeg giver jer endnu en chance, filosoferer manden, som mange mener fik god hjælp af den selvsamme fodboldgud, da han i 2004 sensationelt gjorde Grækenland til europamester.

Den 73-årige veteran blev sat i spidsen for Hertha Berlin efter fyringen af Michael Skibbe i februar, men nogen voldsom effekt er svær at få øje på. I Rehhagels 11 kampe på berlinernes trænerbænk har holdet blot hentet otte point.

Se også: Bayern-reserver slår Kvist og Stuttgart Se også: Bayern-reserver slår Kvist og Stuttgart

- Vi har for mange spillere, der slet ikke har noget kropssprog. For mange, der er stille og ikke rigtigt kan udtrykke sig, lyder - ifølge DPA - Rehhagels nedslående dom over den spillertrup, der på lørdag skal forsøge at gribe efter det sidste halmstrå.

Modstanderen er Hoffenheim, der efter en svingende sæson er placeret midt i rækken uden udsigt til hverken det ene eller det andet. Normalt en ønskemodstander i en afgørende kamp, men på Hoffenheims trænerbænk er man af en anden opfattelse.

Her sidder Markus Babbel, der trænede netop Hertha Berlin i efteråret, men forlod klubben efter uoverensstemmelser med manager Michael Preetz. Han lyder ikke som en mand med de varmeste følelser for sin gamle klub.

- Vi vil med al magt kæmpe for de tre point i Berlin, siger Babbel ifølge DPA.

Selv hvis Hertha Berlin vinder den sidste kamp, er de ikke sikre på at undgå den direkte nedrykning. Det kræver, at Köln ikke samtidig vinder sin hjemmekamp mod Bayern München.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere