Arnesen freder foreløbigt sin HSV-træner

Hamburger SV's danske sportschef, Frank Arnesen, holder hånden over sin træner Michael Oenning

Det kan umuligt være sjovt at være ansvarlig for den sportslige afdeling i Bundesligaklubben Hamburger SV, men sportschef Frank Arnesen valgte lørdag at holde hånden over sin træner Michael Oenning trods nyt nederlag.

- Vi har en ny kamp på fredag mod Stuttgart, og da vil Michael Oenning igen sidde ved siden af mig i flyet både frem og tilbage, siger Frank Arnesen til TV-kanalen Sky.

HSV tabte lørdag 0-1 til Borussia Mönchengladbach, og det var Frank Arnesens femte nederlag i seks kampe i den tyske liga.

Kun et point
Klubben ligger sidst i Bundesligaen med kun et point.

Trods støtten til Michael Oenning var den trængte danske sportschef alt andet end tilfreds med kampens forløb, selvom holdet startede til godkendt.

- Jeg er skuffet over vores indsats. I første halvleg forsøgte vi at holde nullet, og vi gjorde det egentlig rimelig godt.

- Men efter 0-1 blev det værre, og det kunne sagtens være endt med et nederlag på 0-2. Borussia Mönchengladbach havde fortjent sejren, siger Frank Arnesen.

Kunne frit vælge
Da Frank Arnesen kom til klubben i foråret, kunne han frit vælge, om han ville have en ny træner. Men danskeren valgte at beholde den tidligere assistent-træner Michael Oenning som cheftræner.

Oenning havde midlertidigt overtaget roret efter Armin Veh, som blev fyret i marts efter en kæmpelussing på 0-6 til Bayern München.

Hamburger SV har nu spillet 13 kampe uden sejr i Bundesligaen, og det er ikke sket siden sæsonen 1966-67.