Nu gælder det for Svensson

Skader har spoleret det meste af Bo Svenssons tid i tyske Mainz. Midterforsvareren er fortsat skadet, men han satser på at vende tilbage efter vinterpausen

Skader har plaget Bo Svensson siden sit skifte til Mainz. Nu ved han godt, at det gælder, når vinterpausen er overstået. (Foto: Jens Dige)
Skader har plaget Bo Svensson siden sit skifte til Mainz. Nu ved han godt, at det gælder, når vinterpausen er overstået. (Foto: Jens Dige)

Den tidligere FC København-anfører Bo Svensson har ikke spillet fodbold i denne sæson, efter at han i maj blev opereret i akillessenen. Nu satser Mainz-spilleren på at kunne vende tilbage for fuld styrke efter vinterpausen.

- Mit mål er at stå klar til første træningsdag den 2. januar. Det er svært at sige, hvornår man er klar til at spille igen, når man har været væk så længe, for man skal også i kampform, siger Bo Svensson.

Danskeren genoptog træningen i begyndelsen af november, hvor han trænede med Mainz-holdet i 10 dage, men herefter fik Bo Svensson en forstrækning i lægmusklen, som satte ham tilbage.

I det hele taget har den 29-årige fodboldspillers halvandet år lange ophold hos Mainz været præget af lange skadesophold, og Bo Svensson er klar over, at det kommende halve år kan blive udslagsgivende for hans fodboldfremtid.

- Det kan gå hen og blive meget afgørende. Det er klart, at når jeg har været skadet, er blevet opereret og nærmer mig de 30 år, så er det nok i det næste halve år, at jeg skal bevise, at jeg stadig kan spille fodbold, siger Bo Svensson.

Lige nu glæder han sig dog over, at akillessenen føles bedre, end den har gjort på noget andet tidspunkt i hans Mainz-tid.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere