Grimme optøjer i Tyskland og Serbien

Slagsmål, tilskadekomne og mange anholdelser i forbindelse med weekendens kampe i Düsseldorf og Beograd

10 politibetjente kom til skade og 19 mennesker blev arresteret, efter at den tyske fodboldklub Fortuna Düsseldorf lørdag rykkede ud af Bundesligaen.

Politiet oplyser, at hundredvis af fans gik til kamp mod politiet efter lørdagens 0-3-nederlag til Hannover 96.

Nederlaget betød, at danske Ken Ilsøs klub blot fik en enkelt sæson i Tysklands bedste fodboldrække i denne omgang.

Også i Serbien var der grimme optøjer, da en afgørende kamp lørdag om guldet mellem Røde Stjerne Beograd og Partizan Beograd forårsagede voldsomme uroligheder i den serbiske hovedstad.

Se også: Leon fik comeback

Politiet oplyser, at man arresterede hele 104 fodboldtilhængere før og efter kampen - deriblandt 20 bosniere, fire russere og en enkelt græker.

Bussen, der skulle transportere Partizans spillere frem til stadion, blev ramt af stenkast, men ingen kom til skade.

Partizan vandt opgøret med 1-0 og er nu storfavoritter til at vinde mesterskabet. Holdet har et forspring til de nærmeste forfølgere fra Røde Stjerne på fem point på et tidspunkt, hvor der resterer to spillerunder.

0 kommentarer
Vis kommentarer