Bayern-boss skal i retten for skattesnyd

Bayern Münchens præsident, Uli Hoeness, skal i retten til foråret i en sag om skattesvig

Uli Hoeness (med halstørklæde) skal nu i retten (Foto: AP)
Uli Hoeness (med halstørklæde) skal nu i retten (Foto: AP)

Der er rejst tiltale mod Bayern Münchens præsident, Uli Hoeness, efter at fodboldbossen har snydt i skat. Uli Hoeness skal i retten første gang 10. marts.

Uli Hoeness er kommet i fedtefadet, efter at han har undladt at betale skat til de tyske skattemyndigheder.

- Landsretten i München har rejst tiltale mod Uli Hoeness for skattesvig, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Ud over indtægter fra fodbold har Uli Hoeness blandt andet en succesfuld pølsefabrik. Han har selv indberettet sagen til de tyske skattemyndigheder i håbet om at slippe for straf.

I Tyskland har der været en periode, hvor man kunne gå til bekendelse med skattesager, men Uli Hoeness overholdt ikke fristen, da han meldte sig selv, og derfor er hammeren nu faldet.

Sagen er ekstra prekær for Uli Hoeness, fordi han aldrig har været bleg for at fremstille sig som moralens vogter.

Han er kendt som en succesfuld klubleder med en udpræget social profil, som har stillet op som den første, når en traditionsklub som St. Pauli var ved at gå rabundus.

Han er også stor tilhænger af "financial fairplay", der er indført af det europæiske fodboldforbund (Uefa), og som skal skabe mere lige vilkår for fodboldklubber

Uli Hoeness har slået fast, at han ikke forlader sin post som overhoved for den sydtyske storklub, og han har også afvist, at klubben har noget at gøre med de penge, han har stående på en bankkonto i Schweiz og har undladt at betale skat af.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere