Schalke tæt på Sidney Sam og ny keeper

Schalke er i gang med at gøre lidt af et transferkup. De skulle være enige med Leverkusen-stjernen Sidney Sam og Düsseldorf-målmand Fabian Giefer om samarbejde fra sommer. Samlet pris: 18,5 millioner kroner.

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Schalke 04 er allerede i gang med at styrke truppen frem mod næste sæson, og de to første signinger er tæt på at være på plads. I følge Kicker er de enige med både Leverkusen-stjernen Sidney Sam og Düsseldorf-målmanden Fabian Giefer om, at de skal komme til Gelsenkirchen til sommer.

Se også: TV: Robben ude i seks uger - jubler holdkammerat her?

Ruhr-klubben får endda de to til næsten ingen penge. Sam har en frikøbsklausul på 2,5 millioner euro (godt 18,5 millioner kroner), mens Giefer til sommer er transferfri efter to sæsoner i Düsseldorf oven på et langvarigt ophold i Leverkusen, hvor den tidligere tyske unglandsholdsmålmand ikke formåede at slå igennem til førsteholdet. Den aftale kan Schalke og Giefer underskrive fra 1. januar, når der er under seks måneder tilbage af hans kontrakt.

Se også: Tysk landstræner boykotter Ballon d'Or

Sidney Sams agent Dirk Hebel afviser, at der skulle være truffet en beslutning om næste sæson for Sam, som Leverkusen har forsøgt at forlænge med for at slette den uhørt lave frikøbsklausul.

- Det passer ikke. Vores plan er stadig at bestemme os i det nye år. Der er ikke noget, der har ændret sig, siger Hebel til Kicker, mens Schalkes sportsdirektør Horst Heldt overfor Bild ikke er videre meddelsom, men alligevel indrømmer, at Sam er en spændende spiller.

Se også: Sæsondebut til dansk Bayern-talent

- Indtil han blev skadet var Sam én af de stærkeste i ligaen - en meget interessant spiller.

Sidney Sam sidder lige nu ude med en muskelskade og spiller derfor heller ikke i den vigtige kamp om andenpladsen i Bundesligaen lørdag mod Dortmund.

0 kommentarer
Vis kommentarer