Gladbach stryger op på tredjepladsen

Borussia Mönchengladbach blev snydt til sidst mod Wolfsburg, men det ene point var nok til at gå forbi Dortmund i tabellen

Borussia Mönchengladbach har haft et flot efterår i Bundesligaen, som inden dagens opgør hjemme mod Wolfsburg havde resulteret i en fjerdeplads i Bundesligaen - samme antal point som Borussia Dortmund. 

Dermed kunne Gladbach passere Jürgen Klopps mandskab med et enkelt point hjemme mod Wolfsburg, der også har bidt godt fra sig i denne sæson og blot var tre point efter dagens modstander.

Hjemmeholdet havde den tidligere FCK'er Oscar Wendt med fra start, og han kunne se udeholdet bringe sig i front efter 53 minutters spil ved den brasilianske playmaker Diego, der fra en position i feltet fik prikket bolden forbi Marc-Andre ter Stegen.

Hjemmeholdet svarede igen øjeblikket efter, da offensivspilleren Raffael afsluttede en flot dribletur med en velplaceret afsluning til udligning. 

Godt blev til bedre, da Arrango tog sig af et frispark, og det gjorde sydamerikaneren smukt som så ofte før ved at føle bolden helt op i hjørnet uden chance for Benaglio i Wolfsburg-målet.

Så lignede det længe en hjemmesejr, men fem minutter før tid havnede bolden lidt tilfældigt hos Bas Dost, der ikke svigtede foran et helt frit mål.

Mere blev der ikke scoret, og med det ene point går Gladbach forbi Dortmund i stillingen og holder vinterpause på tredjepladsen i Bundesligaen.  

0 kommentarer
Vis kommentarer