Casillas væltet af tronen: Her er verdens bedste målmand

Manuel Neuer er blevet kåret til verdens bedste keeper anno 2013 og kan dermed glæde sig over endnu en titel som Bayern-spiller

Manuel Neuer er blevet kåret til verdens bedste målmand. (Foto: AP)
Manuel Neuer er blevet kåret til verdens bedste målmand. (Foto: AP)

Bayern München har meget at takke Manuel Neuer for.

I 2013 var han med til at sikre klubben en historisk succesfuld sæson, hvor trofæerne blev hentet hjem i hobetal, som var det morgenbrød fra bageren. I dag kan keeperen så ganske passende takke sig selv.

Den tyske landsholdsmålmand er netop blevet kåret til verdens bedste inden for sit felt af organisationen IFFHS, hvor sportsredaktører og eksperter fra 70 lande har stemt om, hvem der skulle løbe med den ærefulde titel.

Her er Europas 11 bedste fodboldspillere i 2013

Dermed kulminerer én lang optur for den blonde herre, der i flere år har præsteret på enormt højt niveau, men alligevel konsekvent har været henvist til sekundære placeringer i kåringen, eftersom Iker Casillas har haft for vane at tage sig af titlen. Det har således været tilfældet de seneste fem år i træk.

Vejen til toppen har dog ikke været uden udfordringer for Neuer. I sommeren 2011 blev han lagt for had af både Bayern-tilhængere og Schalke-fans, da han ved denne lejlighed skiftede barndomsklubben ud med det sydtyske storhold.

Han kan afløse Hart i City

De kongeblå støtter fra Gelsenkirchen følte sig ikke blot forladt, men også forrådt af et af byens største sportsnavne, og på Allianz Arena i München ville man i begyndelsen heller ikke kendes ved den nye mand mellem stængerne. Meget har imidlertid ændret sig siden.

I Schalke begræder de givetvis fortsat den nu 27-årige keepers afsked, men længere mod syd er klubben fra Tysklands rigeste delstat formentlig mere end tilfreds med den handel, som dengang blev en realitet. Således har Manuel Neuer om ikke løftet sit eget spil – så i hvert fald hævet Bayerns niveau.

FIFA: Her er de 23 kandidater til Ballon d'Or

I forrige sæson kunne han og holdkammeraterne både fejre tysk mesterskab, pokaltitel og Champions League-triumf, mens slutningen af 2013 også bød på en VM-titel for klubhold. Nu kan den solide keeper så skrive endnu en titel på CV’et for præstationerne i det forgangne år.

Andenpladsen i kåringen gik denne gang til Juiventus’ Gianluigi Buffon, mens Petr Cech fra Chelsea blev nummer tre.