William Kvist er på vej væk fra Stuttgart, og meget tyder på, at han snart bliver præsenteret som ny spiller i den engelske klub Fulham.
I Stuttgart regner man således ikke med den danske midtbanemand i fremtiden, og klubbens cheftræner Thomas Schneider har bekræftet, at William Kvist er på vej til en ny klub.
- Han er på udkig efter en ny udfordring. Han var ikke en del af stamspillerne. Som dansk landsholdsspiller har han ret til at spille, sagde Schneider onsdag aften i forbindelse med Stuttgarts kamp mod Bayern München.
Onsdag kom det frem, at William Kvist var til lægetjek og kontraktforhandling i Fulham, og det er tilsyneladende et spørgsmål om tid, før midtbanemanden er klar for sin nye klub.