Bayern-træner roser rekord-Højbjerg

Josep Guardiola vurderede, at Pierre-Emile Højbjerg var en af banens to bedste spillere i lørdagens nederlag

Trods Bayern Münchens nederlag var der store roser fra træner Josep Guardiola til Pierre-Emile Højbjerg. (Foto: AP/Matthias Schrader)
Trods Bayern Münchens nederlag var der store roser fra træner Josep Guardiola til Pierre-Emile Højbjerg. (Foto: AP/Matthias Schrader)

18-årige dansker Pierre-Emile Højbjerg, der fik fuld spilletid for Bayern München og dermed satte rekord som yngste dansker, der har spillet en hel Bundesliga-kamp, får store roser med på vejen af Bayern-træner Josep Guardiola.

Spanieren sparede flere af holdets stjerner, men brugen af flere unge spillere ville han ikke bruge som årsagen til det sjældne nederlag, 0-1 ude til Augsburg - det første liganederlag i 54 kampe.

Se også: Højbjerg spillede i sjældent Bayern-nederlag

Blandt andre Arjen Robben, Franck Ribery og anfører Philipp Lahm sad udenfor, mens teenagerne Mitchell Weiser, Ylli Salahi og Pierre-Emile Højbjerg alle startede på banen.

- Vi tabte ikke på grund af de unge spillere. Højbjerg og Weiser var de bedste spillere på banen. De har trænet meget med os og kender vores spil og ved, hvad jeg vil have, siger Guardiola ifølge nyhedsbureauet DPA.

- Ingen undskyldninger. Vi tabte, fordi modstanderen var en smule bedre end os. Vi kæmpede og prøvede en del. Det er fodbold, det er sport. Du kan ikke altid vinde. Før eller senere skulle vi tabe.

Se også: Tysk topklub fyrer træneren efter nyt nederlag

Den spanske træner kommer ikke til at dvæle ved nederlaget. Allerede på onsdag skal hans hold på en markant vigtigere opgave, når det på hjemmebane dyster mod Manchester United om en plads i semifinalerne i Champions League.

- Vi accepterer nederlaget, og nu skal vi forberede os på Manchester United så hurtigt som muligt, siger Guardiola.

Den første kamp i Manchester sluttede 1-1.

0 kommentarer
Vis kommentarer