Dortmund forlænger med skadet og ombejlet profil

På trods af massiv interesse fra flere europæiske topklubber har Ilkay Gündogan valgt at forlænge kontrakten i Borussia Dortmund, så han nu er i klubben frem til sommeren 2016

Ilkay Gündogan scorede i Champions League-finalen sidste år (Foto: Corbis)
Ilkay Gündogan scorede i Champions League-finalen sidste år (Foto: Corbis)

Det er ikke blevet til meget spilletid for Ilkay Gündogan i Borussia Dortmund i denne sæson. En slem rygskade har stort set kostet tyskeren en hel sæson på skadeslazarettet, men nu får han et lille lyspunkt at glæde sig over.

Gündogan og Dortmund har nemlig forlænget kontrakten med hinanden, så parterne nu er kontraktligt forbundet frem til sommeren 2016, og det er den 23-årige profil svært tilfreds med.

- Jeg er meget taknemmelig for, at klubben har givet mig denne chance for fortsat at være en del af et specielt hold. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at komme hurtigt tilbage, og jeg ser frem til de kommende uger og måneder med stor optimisme, siger Gündogan om forlængelsen.

Dortmunds sportsdirektør Michael Zorc bakker godt op om Gündogan.

- Taget hans skadessituation i betragtning er vi meget glade for at belønne Ilkay med kontraktforlængelsen. Vi håber, at han bliver i stand til at opfylde sig potentiale for Dortmund i næste sæson, lyder det fra Zorc.

Gündogan har ellers været jagtet af flere europæiske klubber i denne sæson. Manchester United, Real Madrid og Barcelona har alle været nævnt som mulige destinationer for midtbanespilleren, der nu i første omgang jagter et comeback i den klub, han sidste sæson var en stor profil.

0 kommentarer
Vis kommentarer