Højbjerg fik fuld tid i Bayern-sejr

Bayern München varmede op til Real Madrid-brag med udesejr

Pierre-Emile Højbjerg fik lørdag 90 minutter i benene for Bayern München. (Arkivfoto: AP)
Pierre-Emile Højbjerg fik lørdag 90 minutter i benene for Bayern München. (Arkivfoto: AP)

Efter mere end 300 minutters spil uden scoringer i Bundesligaen lykkedes det lørdag eftermiddag de allerede sikre tyske mestre fra Bayern München at få hul på bylden - med 18-årige Pierre-Emile Højbjerg som solid bølgebryder på den defensive midtbane gennem samtlige 90 minutter.

Der skulle dog gå 75 minutter af udekampen mod den absolutte bundprop Eintracht Braunschweig - lidt af en ørkenvandring foran et fyldt stadion - før der skete noget på måltavlen.

Højbjerg havde haft et af Bayern bedste forsøg indtil da, da Arjen Robben i 1. halvleg lagde en bold af til ham i feltet, som den unge dansker sparkede snert over mål.

I det 75. minut knækkede det bravt kæmpende bundhold så, da Pizarro blev spillet fri af Götze og sparkede højt i mål fra nært hold. Mario Mandzukic kom ind fra bænken og lukkede til 2-0 kort før tid.

Udover Mandzukic sparrede Josep Guardiola også Toni Kroos og Thomas Müller - sidstnævnte blev skiftet ind mod slutningen - men Højbjerg var alligevel omgivet af et stjernespækket mandskab bestående af blandt andre Robben, Ribery, Schweinsteiger og Lahm.

Keeper Manuel Neuer sad ude med en skade, og det er tvivlsomt, om han bliver klar til onsdag, hvor Bayern spiller ude mod Real Madrid i den første af to Champions League-semifinaler.

Se også: Højbjerg-chef er rasende

0 kommentarer
Vis kommentarer