Reus banker tre Dortmund-kasser ind

Marco Reus scorede alle tre mål, da Borussia Dortmund besejrede Eintracht Frankfurt 3-0

Marco Reus fik lukket munden på Frankfurt-fansene med sine tre scoringer lørdag aften. (Foto: AP/Frank Augstein)
Marco Reus fik lukket munden på Frankfurt-fansene med sine tre scoringer lørdag aften. (Foto: AP/Frank Augstein)

Borussia Dortmund fik lørdag aften taget overbevisende revanche for sidste weekends 1-4-nederlag til Hamburg, da holdet besejrede Eintracht Frankfurt med 3-0.

Marco Reus var manden med sidste fod på alle tre mål, men han nød også godt af fine oplæg fra sine medspillere.

De to første mål blev scoret inden for de første 10 minutter. Først snød Mario Götze Frankfurts offside-fælde, da han ramte Reus med en præcis pasning, som blev sat i mål.

Læs også:

Se også: Van der Vaart blev matchvinder

Anden gang var det måske dommeren, der snød Frankfurt, for denne gang så Reus ud til at være placeret på den forbudte side af næstbageste Frankfurt-spiller, da Mats Hummels sendte en stikning fremefter.

Målet talte ikke desto mindre, og så skulle sejren egentlig bare køres hjem for hjemmeholdet.

Opgaven blev dog en smule vanskeligere af, at Julian Schieber blev tildelt to advarsler inden for fire minutter og derfor allerede efter en halv times spil måtte forlade kampen.

Læs også:

Se også: Superkasse i ny Bayern-sejr

Frankfurt kom da også en lille smule tættere på en udligning, men Reus lukkede definitivt kampen med sit tredje mål halvvejs i anden halvleg - igen på oplæg af Mario Götze.

Og for at gøre ondt værre for Frankfurt fik japanske Takashi Inui en udvisning et kvarter før tid, efter at han også var løbet ind i to gule kort.

Sejren betyder, at Dortmund forsvarer andenpladsen i Bundesligaen, efter at Bayer Leverkusen med en 2-1-sejr over bundholdet Augsburg lagde pres på klubben fra Ruhr-distriktet.

Oprykkerne Frankfurt bevarer trods nederlaget fjerdepladsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere