Bundesliga-bundhold fyrer træneren

Nedrykningstruede FC Nürnberg har fyret Gertjan Verbeek tre spillerunder inden afslutningen på Bundesligaen

Desperate situationer kræver desperate handlinger.

Det synes at være konklusionen hos den nedrykningstruede Bundesliga-klub FC Nürnberg, der onsdag har fyret cheftræner Gertjan Verbeek samt assistenten Raymond Libregts med øjeblikkelig virkning. Klubbens hidtidige U/23-træner Roger Prinzen varetager trænerposten i resten af sæsonen.

FC Nürnberg har tabt otte ud af de seneste ni kampe i Bundesligaen og ligger aktuelt på næstsidstepladsen i ligaen. Med tre spillerunder tilbage har klubben et point op til HSV på 16.pladsen, der udløser to playoff-kampe om en plads i næste sæsons Bundesliga mod det tredjebedste hold fra 2. Bundesliga. Til gengæld er der fem point op til 15. pladsen, der sikrer overlevelse uanset hvad.

Dermed er Nürnberg særdeles presset forud for de restende kampe, hvor klubben møder Mainz, Mönchengladbach og Schalke 04.

0 kommentarer
Vis kommentarer