Der er ikke mangel på morgenmad i DFB-kontoret i Frankfurt i disse dage. I hvert fald ikke cornflakes ...
De sprøde majsflager er nemlig blevet sendt til det tyske forbunds lokalkontor på stedet som følge af en lidt speciel sag fra seneste spillerunde i 3. Bundesliga.
Her var den tidligere mesterklub Kaiserslautern på besøg i Zwickau - en kamp, 'Lautern' var godt på vej til at vinde 1-0.
Men i overtiden udlignede hjemmeholdet, og da gæsterne efterfølgende pressede voldsomt på, blev der begået et straffespark, da en Zwickau-spiller tydeligt spillede bolden med hånden.
Forseelsen blev bare ikke dømt, og så måtte de to klubber dele pointene.
Derfor var Kaiserslauterns Jan Löhmannsröben temmelig oprevet og vred på dommer Markus Wollenweber, da han efter kampen blev interviewet til tv.
- Hvis det ikke er var en forseelse, kan du slikke mig i røven. Hvordan kan han ikke se det?
- Hvis det er en dommer, så ved jeg sgu ikke. Så kunne han lige så godt tælle cornflakes, sagde Löhmannsröben blandt andet.
Midtbanespilleren valgte senere at beklage sine emotionelle udbrud - men skaden var sket.
Klubbens fans iværksatte deres egen håndfaste protest, hvor de begyndte at sende cornflakes til DFB-kontoret i Frankfurt, der står for administrationen af 3. Bundesliga.
Og det kunne mærkes:
Faktisk modtog forbundet i løbet af et par dage mere end 1000 pakker af morgenmadsproduktet.
De vil dog ikke beholde det selv, men i stedet donere pakkerne til de værdigt trængende
De firedobbelte tyske mestre fra Kaiserslautern (senest som oprykker i 1998 med Michael Schjønberg på holdet) har i øvrigt haft en vanskelig start på sæsonen. Nedrykkerne har efter seks runder fortsat blot spillet seks point hjem. Det rækker til en aktuel 15. plads i 3. Bundesliga.
Landsholdsstjerne sex-anklaget igen: - Det er chokerende
Nye detaljer om verdensmesters spritkørsel: Der var opkast i bilen