Augsburg-træner: Højbjerg er ikke som de andre unge

Ifølge Augsburg-træner Markus Weinzierl er Pierre-Emile Højbjerg et helt andet sted i sin karriere sammenlignet med Augsburgs andre unge spillere

Pierre-Emile Højbjerg er udset til at få en nøglerolle i Augsburg. (Foto: Augsburger Allgemeine)
Pierre-Emile Højbjerg er udset til at få en nøglerolle i Augsburg. (Foto: Augsburger Allgemeine)

Fremtiden ser lovende ud for Pierre-Emile Højbjerg i Augsburg. Danskeren har både på ekstern og intern plan modtaget stor ros for sit skifte, og der er endnu ingen, som offentligt har ytret deres bekymringer omkring landsholdsspillerens lejeaftale.

Derfor er forventningerne også til at føle på, inden det går løs med anden halvdel af sæsonen i Bundesligaen, hvor Højbjerg ventes at få en nøglerolle, selv om han med sine 19 år hører til blandt de yngste i sin nye klub.

Men danskeren er ikke som de andre unge spillere i Augsburg. Det fortæller træner Markus Weinzierl i et interview med Augsburger Allgemeine, hvor han leverer noget af en opremsning, da han skal sætte ord på sin nye profil, der er til låns indtil sommer.

Se også: Højbjerg: Jeg vil være verdens bedste

- Højbjerg er med sine 19 år allerede dansk landsholdsspiller. Derudover har han med Bayern München vundet flere titler som eksempelvis VM for klubhold, Champions League, pokalturneringen og det det tyske mesterskab, siger Weinzierl.

-  I den forbindelse er det ikke så vigtigt, hvor ofte han har spillet, men mere hvad, han har opnået. Han skiftede til Bayern München som 16-årig og har lige siden trænet flere år på topniveau.

- Det er svært at sammenligne ham med en ungdomsspiller fra Augsburg. Men det glæder mig meget at se vores unge spillere udvikle sig, siger den tyske træner.

Se også: Skamroser Højbjerg efter Augsburg-debut

Om to uger leder Wienzierl sit mandskab ud på årets første opgave i Bundesligaen, der finder sted på hjemmebanen, hvor Hoffenheim kommer på besøg 1. februar.

De to hold er placeret side om side som nummer seks og syv i tabellen, hvorfor dysten ventes at få stor betydning i forhold til kampen om de eftertragtede europæiske pladser.

Samme spænding er der ikke i toppen af tabellen, hvor Højbjergs reelle arbejdsgiver Bayern München har lagt sig solidt i front og endnu ikke har tabt. Mestrene har et forspring på 11 point ned til Wolfsburg på andenpladsen og tromler dermed mod en ny suveræn triumf.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere