Bayern banker videre

Hans-Dieter Flick fik endnu en sejr som midlertidig træner for Bayern München, der slog Fortuna Düsseldorf

Efter fyringen af cheftræner Niko Kovac er det kun gået en vej for Bayern München.

Den tyske storklub fulgte lørdag op på den seneste storsejr over Borussia Dortmund ved at slå Fortuna Düsseldorf med 4-0 på udebane.

Dermed har Bayerns midlertidige træner, Hans-Dieter Flick, vundet alle tre kampe i spidsen for de forsvarende mestre, når man tæller Champions League-sejren over Olympiakos med.

Og under Flick har Bayern fortsat ikke lukket et eneste mål ind.

De imponerende resultater i de to seneste runder har sendt holdet op på andenpladsen i Bundesligaen med 24 point.

Der er et point op til Borussia Mönchengladbach, der lørdag snublede mod oprykkerne fra Union Berlin. Her var danske Marcus Ingvartsen i oplæggerens rolle, da han fandt Anthony Ujah, som scorede det første mål i sejren på 2-0.

I Düsseldorf var det langtfra lige så tæt. Bayerns Benjamin Pavard bragte Bayern på 1-0 efter 11 minutter. Efter en hjørnesparkskombination snittede franskmanden bolden i nettet.

En katastrofal opspilsfejl af Düsseldorf-målmand Zackary Steffen førte efter 27 minutter til 2-0 ved Corentin Tolisso, før Serge Gnabry sendte Bayern til pause med en 3-0-føring.

Philippe Coutinho satte i anden halvleg punktum med målet til 4-0 på en omstilling, da han skovlede et indlæg over stregen.

Før lørdagens opgør havde Robert Lewandowski scoret i samtlige ligakampe i denne sæson, men det lykkedes ham ikke at komme på tavlen i Düsseldorf.

Han må trøste sig med de tre point og det faktum, at han med 16 fuldtræffere i ligaen stadig har scoret flere mål, end han har spillet kampe i denne sæson.

Schalke 04 kravlede op på fjerdepladsen med en 2-1-sejr på udebane over Werder Bremen.

Freiburg, der ligger på Bundesligaens tredjeplads, fik 1-1 med hjem fra mødet med Bayer Leverkusen.

På grund af sygdom var den danske landsholdsmålmand Frederik Rønnow ikke med, da Eintracht Frankfurt tabte 0-2 til Wolfsburg.

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere