Bayern overhaler igen Dortmund

Bayern München overtog førstepladsen i Bundesligaen, da Düsseldorf søndag blev besejret 4-1 på udebane

Bayern München er tilbage på førstepladsen. Foto: Ritzau Scanpix
Bayern München er tilbage på førstepladsen. Foto: Ritzau Scanpix

Thomas Delaney, Jacob Bruun Larsen og resten af Dortmund-mandskabet fik kun lov til at ligge på førstepladsen i Bundesligaen i et lille døgns tid, inden Bayern München igen overtog pladsen.

Med en 4-1-sejr over Fortuna Düsseldorf søndag er den sydtyske storklub således igen at finde på den øverste placering.

Her har Bayern ét point ned til Dortmund med syv spillerunder tilbage.

De forsvarende tyske mestre kom foran efter et kvarters spil i søndagens kamp.

Hvad der lignede et forsøg på et fladt indlæg fra Kingsley Coman fik lov til at sejle gennem feltet uberørt, og så endte bolden i mål.

Fem minutter før pausen var det igen Coman, der var målscoreren, da Bayern kom på 2-0.

Franskmanden, der under en træning tidligere på ugen endte i håndgemæng med Robert Lewandowski, satte efter et flot opspil foden på en flad tværaflevering i feltet og bankede bolden op i hjørnet.

Ti minutter inde i anden halvleg blev det også 3-0 ved Serge Gnabry, der efter et hjørnespark sparkede bolden i mål.

Med få minutter tilbage fik Düsseldorf på straffespark reduceret til 1-3, men Bayern satte kort efter tingene på plads, da Leon Goretzka scorede til kampens slutresultat.

Se også: Dortmund rejser sig efter øretæve

Se også: Kæmpe Bayern-drama: Stjerner i slagsmål

Se også: Forgylder teenager: 14-årig får 82 millioner kroner

2 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere